Jonas ”Joe Hipster” Simonsen var tæt på at sikre IF Midtdjurs tiltrængte point i kampen mod VSK Aarhus. Men ind ville bolden ikke, hverken mod VSK Aarhus og Østdjurs 91. Arkivfoto: Martin Schultz
Jonas ”Joe Hipster” Simonsen var tæt på at sikre IF Midtdjurs tiltrængte point i kampen mod VSK Aarhus. Men ind ville bolden ikke, hverken mod VSK Aarhus og Østdjurs 91. Arkivfoto: Martin Schultz
Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Seriefodbold - Serie 2: IF Midtdjurs tæt på at tage point fra tophold

Anfører Jonas Simonsen havde to hovedstød på træværket i de sidste minutter, da IF Midtdjurs tirsdag aften tabte med 1-0 til rækkens tophold VSK Aarhus i Serie 2

Serie 2, Pulje 18

NB 93, Aarhus - IF Midtdjurs 2 - 4 (1 - 2)

Lørdag 23. september kl. 12.15 00 på Katrinebjergskolen, Aarhus N

Målscorere:

1 - 0 NB 93 (2. min.)

1 - 1 Anel Alagic (15. min.)

1 - 2 Ahmad Al-Bahadli (26. min.)

2 - 2 NB 93 (63. min.)

2 - 3 Ahmad Al-Bahadli (87. min.)

2 - 4 Tobias Gudumlund (90. min.)

IF Midtdjurs - Østdjurs 0 - 0 (0 - 0)

Lørdag 30. september kl. 16.00 på Ryomgård Stadion

 

VSK Aarhus - IF Midtdjurs 1 - 0 (0 - 0)

Tirsdag 3. oktober kl. 20.30 på Kunstgræsbanen, Vejlby-Risskov Centret

IF Midtdjurs holdopstilling mod VSK:

  1. Ahmad Al-Bahadli
  2. Alan Djozic
  3. Anel Alagic
  4. Emil Ring Kristensen
  5. Frederik Laursen
  6. Jeppe Gribsholt
  7. Jonas Simonsen
  8. Kushtrim Deskaj
  9. Lasse Janerka
  10. Michael Stegger
  11. Mikkel Fanø
  12. Patrick Bergmann Laursen
  13. Troels Aude Gudumlund

IF Midtdjurs var lige ved at tage point fra rækkens suveræne tophold i Serie 2, VSK Aarhus, da holdet fra Ryomgård tirsdag aften på kunstgræsbanen på Vejlby-Risskov Centret spillede den kamp, som for nogle uger siden blev udsat på grund af regnvejr.

Kampen blev spillet kl. 20.30 på kunstgræs, og IF Midtdjurs måtte se bort fra en række stamspillere som Søren Gribsholt, Martin Jelle Petersen, Mikkel Primdahl Sonnichsen og Kasper Brøbech på grund af skader og Tobias Gudumlund på grund af studierejse, mens holdets topscorer Ahmad Al-Bahadli først kunne være med fra 2. halvlegs start af uddannelsesmæssige årsager.

Det gav plads til velprøvede kræfter som Kushtrim Deskaj, Lasse Janerka og Mads Simonsen, som hjalp til med at stable et hold på benene, som med en godkendt indsats faktisk var i stand til at presse rækkens tophold og i en udmærket 1. halvleg gjorde VSK-spillerne frustrerede ved at yde en modstand, som aarhusianerne ikke havde ventet.

”Vi gik faktisk ud til 2. halvleg med en forventning om at vi kunne få point med hjem,” fortæller IF Midtdjurs' holdleder Peter Møller.

”Men i 1. halvlegs første minut fik VSK et straffespark, da en bold sprang op på Michael Steggers arm i vores felt. Hjemmeholdet scorede sikkert på straffesparket, som gav kampens eneste scoring.”

Men IF Midtdjurs kom godt med også i 2. halvleg, og da VSK fik en mand udvist med gult kort i slutning af kampen, satte gæsterne ekstra tryk på. Med lidt held kunne holdets anfører og midtforsvarer, den fysisk stærke Jonas ”Joe Hipster” Simonsen havde udlignet, da han i slutfasen blev sendt frem og sendte to hovedstød på aarhusianernes træværk.

”Vi følte vi havde fortjent at få point med hjem,” siger holdleder Peter Møller, som især roser holdets midtbane med Frederik Laursen, Mikkel Fanø og Emil Ring Kristensen, som på kunstgræsbanen i Vejlby-Risskov Centret rigtig kunne folde deres gode teknik ud.

IFM vandt på to mål i de sidste minutter

IF Midtdjurs er kommet i gang igen efter en pause på tre uger på grund af det våde vejr, som betød, at de to kampe mod Hornslet IF og VSK Aarhus blev aflyst på grund af al den regn, som er faldet over Østjylland. Men forrige lørdag kunne der heldigvis spilles bold på banen på Katrinebjergskolen i det nordlige Aarhus, hvor NB 93 har hjemmebane.

Her var IF Midtdjurs slet ikke klar fra start og hjemmeholdet kunne efter bare to minutter bringe sig foran med 1-0 efter en passiv indsats i gæsternes forsvar. Men allerede efter godt et kvarter fik IF Midtdjurs udlignet, da Frederik Laursen spillede Anel Alagic i dybden, og den lille kantspiller svigtede ikke og udlignede til 1-1.

I det 27. minut var det holdets topscorer Ahmad Al-Bahadli, som på Mikkel Fanøs pasning viste sin målfarlighed, da han på sin kendte facon satte turbo på, tog et par træk og derefter sparkede bolden ind i det lange hjørne til en 2-1 føring til IF Midtdjurs.

IF Midtdjurs var i overtal det meste af 2. halvleg efter en udvisning, men holdet faldt i niveau og helt galt gik det i det 60. minut, da hjemmeholdet på en løs bold, som ikke blev clearet, fik udlignet til 2-2.

”Vi kom under pres fra et hjemmehold, som havde fået ny gejst, og i det 73. minut brændte vi et straffespark, som blev dømt, da Anel Alagic blev lagt ned efter at have afdriblet en modstander. Mikkel Fanø sparkede fladt til højre i målet, men NB 93's målmand reddede skuddet med en god redning,” fortæller Peter Møller.

Det var pludselig op ad bakke for IF Midtdjurs, som i det 76. minut fik udvist anfører og midterforsvarer Jonas ”Joe Hipster” Simonsen i ti minutter med et gult kort.

Men i det 87. minut fik Frederik Laursen et frispark uden for feltet, og Ahmad Al-Bahadli så, at hjemmeholdets målmand placerede sig dårligt i forhold til sin mur og sendte bolden direkte i mål med et hårdt og præcist skud.

IF Midtdjurs cementerede 4 - 2 sejren i den ordinære spilletids sidste minut, da Tobias Gudumlund på Anel Alagics gode oplæg kom fri og kunne vippe bolden over hjemmeholdets fremstormende målmand.

Far og to sønner på IFM bænken

Med sejren over NB 93 var der således lagt op til et rigtigt lokalopgør på Ryomgård Stadion mod Østdjurs 91, som i sin kamp havde fået tre point ved at slå ACFC/AKF fra Brabrand med 1-0 på Trustrup Stadion.

Det blev en chancefattig kamp på en blød og tung bane på Ryomgård Stadion.

”Det var en vigtig kamp for begge hold, og begge hold have et par muligheder.  Også i denne kamp var Jonas Simonsen tæt på at score i slutfasen, men 

han sparkede forbi på en stor chance. Vores unge målmand Troels Aude Gudumlund gjorde det igen godt og havde en flot dobbeltredning i 1. halvleg på Østdjurs' bedste forsøg,” fortæller holdleder Peter Møller.

Kampen bød i øvrigt på den sjældenhed, at IF Midtdjurs bænk bestod af en far og hans to sønner. Veteranen Martin Sloth tog plads ved siden af sine to tvillingesønner, U17-spillerne Mikkel og Nichlas Sloth. De to unge talenter fik begge spilletid, mens farmand måtte se hele kampen fra bænken.

IF Midtdjurs spiller igen lørdag eftermiddag, når holdet kl. 13.30 møder Åbyhøj IF på Åbyhøj Stadion, mens Østdjurs 91 og Hornslet IF lørdag kl. 15.00 møder hinanden i et lokalopgør om livsvigtige point på Trustrup Stadion.

Rækkens tre hold fra Djursland kæmper hårdt om pladserne, som sikrer en forbliven i rækken.

IF Midtdjurs ligger på en 5. plads med 11 point for 8 kampe, mens Østdjurs 91 på 6. pladsen har 8 point for 9 kampe og Hornslet IF ligger lige under nedrykningsstregen med 6 point for 8 kampe.      

Publiceret: 05. Oktober 2017 23:07

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Adresseavisen Ebeltoft

ANNONCER
Se flere