Ole 'Post' Nielsen er klippen hos Nørager. Det beviste han atter i opgøret mod Vorup FB. Foto: Lars Norman Thomsen
Ole 'Post' Nielsen er klippen hos Nørager. Det beviste han atter i opgøret mod Vorup FB. Foto: Lars Norman Thomsen
Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Seriefodbold - Serie 1: Nørager klar til to afgørende kampe

Cheftræner Ole Kjær ærgrede sig over 2-1 nederlaget til topholdet Vorup FB 2. påskedag, men han aner lys forude i de to kommende kampe

"En bonuskamp."

Sådan lød det på forhånd fra Nøragers cheftræner Ole Kjær før opgøret  mod topholdet Vorup FB på Nørager Stadion 2. påskedag.

Underforstået, det var ikke ud for denne kamp, at han havde sat flueben for sikre point, før turneringen gik i gang.

Nørager, uden sidste sæsons topscorer Daniel Sortkjær Jensen, var alligevel tæt på at overraske og snuppe et point.

"Nu taber vi så 2-1, men vi havde mulighederne for at snuppe det ene point, og det ville ikke have været ufortjent," siger Ole Kjær.

Han var, trods nederlaget, glimrende tilfreds med sine spilleres tilgang til kampen og indsats undervejs.

"Det var en meget chancefattig kamp, og derfor var det træls, at vi ikke kommer ud af den med point."

Ole Kjær havde gravet Nøragers tidligere assistenttræner og topscorer Martin Andersen frem til kampen.

"Det er jo vilkårene i Nørager, har jeg opdaget, at man som træner er nødt til at få puslespillet til at gå op forud for hver kamp," siger Ole Kjær.

"Det var dejligt, at Martin Andersen ville spille uden hverken midtugetræning eller kampe i benene. Vi havde også Dan Elgaard og Paw Elgaard med på bænken, og de er også tilkaldespillere."

Alle indskiftere kom i kamp.

Nørager startede med Kenneth Fisker som højreforsvarer og Christian Mørch på højrekanten, og heller ikke de to har tilbragt meget tid på træningsbanen indtil nu.

"Christian Mørch arbejder på Sjælland, så han er kun hjemme i weekenden," siger Ole Kjær. 

Flot frisparksmål

Lille Christian Mørchs tekniske evner havde han dog ikke efterladt på Sjælland, for efter cirka 20 minutters spil kringlede han flot et frispark i mål til Nørager føring 1-0.

En stilling, der holdt til pausen.

Efter pausen udlignede Daniel Bording Rasmussen for gæsterne, da topholdet meget effektivt straffede en fejl begået i Nøragers offensiv.

"Christian Mørch tog en dribling tæt på deres felt i højre side i stedet for at smide bolden i feltet straks, som vi havde snakket om inden kampen. Vi havde fire mand med i feltet, og derfor var vi ikke positioneret særligt godt defensivt, da Vorup erobrede bolden og kørte en hurtig omstilling," forklarer Ole Kjær.

"Christian var ked af det bagefter, men vi må lære af vores fejl."

Blot fem minutter før tid scorede Vorup FB's Christian Gjættermand sejrsmålet, da han tonsede et frispark i mål fra 20-25 meters afstand af Nørager målmand Jesper Bredahls ramme.

"Deres skytte havde vinden i ryggen, og derfor fik bolden ekstra fart. Jesper Bredahl så simpelthen bolden for sent, så han kunne ikke nå at reagere," fortæller Ole Kjær.

Ole 'Post'Nielsen, altid pålidelig og konsekvent spillende defensivspiller, var Nøragers bedste i opgøret.

 

To trepointskampe

Lørdag gæster Nørager Kristrup Stadion for at møde hjemmeholdet, og lørdagen efter gælder det lokalopgøret mod Vivild på Nørager Stadion.

"Det er to kampe, som vi skal vinde, hvis vi skal slippe væk fra bunden," fastslår Ole Kjær.

Nørager indtager sidstepladsen i Serie 1 efter fire turneringsrunder med netop Vivild og Kristrup foran sig.

"Der er ikke noget at rafle om. Der skal point på kontoen nu, og Kristrup og Vivild er to af de hold, som vi skal vinde over," siger Ole Kjær.

Han får Glenn Hansen tilbage på holdet efter, at forsvarsspilleren er vendt hjem fra ferie.

"Martin Andersen er ikke til rådighed lørdag, og Dan Elgaard skal nok tilbage på andetholdet. Derimod håber jeg, at Paw Elgaard kan overtales til at hjælpe en kamp mere," siger Ole Kjær, der ikke forventer, at Daniel Sortkjær Jensen bliver klar med det første.

"Lasse Jensen døjer med en fiberskade, men jeg håber, at han bliver klar til lørdag." 

Publiceret: 19. April 2017 14:45
¨

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Adresseavisen Ebeltoft

Annonce
ANNONCER
Se flere
Politiken
Seneste nyt
Ekstra Bladet
Seneste nyt
Jyllands-Posten
Seneste nyt