Kommunalvalg 2017
Michael Skaaning Johansen (tv.) og Michael Stegger forsøger nu at finde veje til en Ryomgård fremtid, som også unge mennesker synes om - også de 2-3 procent af de unge, som grupperer sig i forskellige konstellationer, hvor små-hærværk, øldrikkeri i uheldige sammenhænge og indbyrdes konflikter popper op. Foto: Lars Norman Thomsen
Michael Skaaning Johansen (tv.) og Michael Stegger forsøger nu at finde veje til en Ryomgård fremtid, som også unge mennesker synes om - også de 2-3 procent af de unge, som grupperer sig i forskellige konstellationer, hvor små-hærværk, øldrikkeri i uheldige sammenhænge og indbyrdes konflikter popper op. Foto: Lars Norman Thomsen
Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Ryomgård: Ungdommen på dagsordenen

Det er mere træthed over debatniveauet end en politisk gimmick, der nu får to lokale byrådskandidater til at reagere

“Man dør indvendig eller bliver i hvert fald træt i hovedet af at læse, at selvtægt og private vagtværn skulle være løsningen, når unge i Ryomgård skejer lidt ud ved at drikke bajere og sviner ved børnehaverne, på byens krolfbane eller i Marienhoffskolens skolegård,” siger Michael Skaaning Johansen, tilflytter til Ryomgård og kandidat for Det Radikale Venstre ved KV17.

Han henviser til Facebooksiden 8550, hvor debatten af og til kører på de høje nagler, hvis unge er gået over stregen et eller andet sted i byen.

På kanten af loven

Michael Stegger, født og opvokset i Ryomgård og kandidat for Socialdemokratiet til KV17, nikker. “Vi ved, at der er en række grupperinger af unge, som af og til gør noget dumt på kanten af loven, men det er ikke ligefrem, fordi der er kommet mange konstruktive forslag til, hvordan vi løser problemerne,” siger Michael Stegger.

“Enkelte voksnes forslag er mere ude i hampen end brugbare løsninger,” tilføjer han.

Begge understreger, at de ikke forsøger at hæfte et stigma på Ryomgård, der hedder 'Farlig ungdom'.

“Hovedparten af de unge, 97-98 procent, fungerer jo helt fint og har det godt, men der er unge som ikke trives på grund af sociale forhold eller andre ting i deres liv,” supplerer Michael Skaaning Johansen.

I et forsøg på at finde ind til kernen af problemet med de unge, der overskrider deres personlige kridtcirkel, har Michael Skaaning Johansen og Michael Stegger taget initiativ til et møde med repræsentanter fra byens to skoler, Produktionshøjskolen, Ungdomsskolen, foreningslivet, SSP, Ryomgård Erhvervsforening og Ryomgård Distriktsråd.

“Vi har været i dialog med mange og forventer, at mødet bliver torsdag 14. september,” siger Michael Stegger.

“Det er vigtigt at understrege, at vi ikke gør det her, fordi vi vil score stemmer til Kommunalvalget, men udelukkende fordi vi er interesseret i at medvirke til, at Ryomgård bliver en fed by at bo i, også for unge mennesker, der ikke lige er med i en forening, men som har behov for at mødes på anden vis,” supplerer Michael Skaaning Johansen.

Har ikke en plan

De to herrer dukker ikke op til mødet med en færdig plan til en 'ungdomspolitik' for Ryomgård.

“Mødet skal først og fremmest bruges til, at vi bliver enige om problemets omfang, og dernæst håber vi, at alle møder op med forslag til, hvordan vi kommer videre,” siger Michael Stegger.

“Alene det, at vi bruger tid på at sætte os sammen omkring et bord, sender et positivt signal til byen og ikke mindst til de unge, det handler om, at vi vil problemerne til livs på en måde, hvor vi også efterfølgende snakker med de unge, om deres ønsker og behov, så vi inkluderer dem i stedet for at skyde dem fra os,” siger Michael Skaaning Johansen.

Publiceret: 13. September 2017 21:36

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Adresseavisen Ebeltoft

ANNONCER
Se flere
Adresseavisen Ebeltoft
Seneste
Adresseavisen Ebeltoft
Mest læste
Adresseavisen Ebeltoft
112