Den argentinske tango tager fat i Syddjurs

Ebeltoft Tango er en ny forening fyldt med livs- og danseglæde

Af
Caroline Bering

EBELTOFT Foreningen Tango Ebeltoft – La Manzana er en forening med et lille år på bagen, startet af Musiker Max Bering fra Fish'a'Deli Circus og Restaurant Smag. Han havde danset Argentinsk Tango i Århus flere år, før han for nogle år siden tog initiativ til at starte et tango-miljø i Ebeltoft.

Det miljø er nu ved at stadfæste sig. Blandt danserne er 29-årige Ida Mahler, der sammen med 26-årige Simon Thordal Olesen ejer det nystartede Grafiske Designfirma Mount Agency. De trængte til at lave noget sammen, som ikke handlede om alvor og arbejde.

En god modtagelse

Ida Mahler og Simon Thordal Olesen bosatte sig for nylig i Ebeltoft efter helt at have forelsket sig i stemningen omkring Det Grænseløse Køkken ved Maltfabrikken for nogle somre siden.

”Vi havde lyst til at være sammen om noget som ingen af os havde prøvet før,” fortæller Ida Mahler.

”Tangoen er faktisk et godt eksempel på den åbenhed og gode modtagelse, vi har oplevet ved at flytte hertil”, siger Simon Thordal Olesen.

”I begyndelsen var det bare midlertidigt, fordi det er for dyrt at bo i København, men nu vil vi slet ikke herfra,” er han og Ida enige om.

Simon Thordal Olesen og Ida Mahler nyder at gå til tango i Ebeltoft. Foto: Caroline Bering

Simon Thordal Olesen og Ida Mahler nyder at gå til tango i Ebeltoft. Foto: Caroline Bering

Bytter roller

Simon fortæller, at det er en helt ny måde, Ida og han lærer hinanden at kende på:

”Manden skal føre og kvinden lade sig føre – og for os er det faktisk som at bytte roller!”

Ida Mahler er enig og supplerer:

”Der er så mange andre steder i dagligdagen, hvor jeg skal have styr på det hele, så det er en stor befrielse for mig at lade mig føre. I tangoen kan jeg bare være helt opmærksom og mærke efter!”

En kontakt-dans

”Argentinsk Tango handler om kontakt, improvisation og musikalitet. Det er et ordløst samarbejde, hvor sanserne står piv-åbne.” fortæller Max Bering.

Ida og Simon er da også enige om, at det giver rigtig meget at have en aktivitet sammen som netop er non-verbal.

”I dagligdagen taler vi om alt”, fortsætter Simon. ”Vi har alting oppe at vende. I tangoen er det derfor en stor mulighed for mig at jeg ikke skal have noget op at vende med Ida først, men kan lytte og følge min egen intuition. Her er det mig der skal have overblikket, intensionen og viljen.”

”I Argentinsk Tango tillader vi jo netop os selv at træde ind og udfylde en rolle, som umiddelbart kan ligne den traditionelle kønsrolle,” indskyder Max Bering.

”Det kan være en udfordring både for manden og kvinden. Kvinden skal slippe kontrollen og hengive sig - og for at kunne det må hun jo kunne stole på mandens føring. Så han må stå ved dét han vil. Manden skal på en måde vinde kvindens tillid på ny. Og det er virkelig sjovt at opleve hvor meget det giver, når man sådan tillader sig selv at 'lege' lidt med rollerne.”

Sammen om dansen

Men man behøver slet ikke være partnere i det private for at danse tango sammen, pointerer Tchai Munch, selvstændig Glasformgiver i Ebeltoft siden '80-erne. Hun danser med Torben Dam Larsen.

”Jeg øvede alene til danseaftnerne i lang tid,” husker hun.

”Men min stædighed kom mig til gode, og nu har Torben og jeg da danset sammen i et par år. Vi er blevet gode venner og får grinet en masse til danseaftnerne.”

De fire dansere er enige om at det giver ny energi at danse. Hjernen bliver 'blæst helt tom for tanker', fordi dansen kræver så meget fokus og så stort nærvær. Selvom de tropper op til en danse aften udmattede efter en lang arbejdsdag, går de altid glade og opløftede hjem efter en hyggelig aften.

”Og så er det god motion! Man udvikler både balance, holdning og kropsbevidsthed. Det er ganske simpelt godt for sjælen at danse tango,” siger Tchai Munch.

Livsbekræftende

”Jeg er så vild med musikken, der pirrer fantasien og stemningerne. Den er vemodig og livsbekræftende på én gang, så fuld af detaljer, dramatik og melodramatik! Instrumenterne taler til os om livet! Det var helt klart musikken der gjorde mig nysgerrig i første omgang,” husker Tchai Munch, der først senere fandt det globale fællesskab omkring den Argentinske Tango.

”Og hvem ved. Måske kan også Ebeltoft komme på det globale Tango-landkort engang. Det håber vi,” smiler Torben Dam Larsen, der både er bestyrelsesmedlem i Tangoforeningen og i Kulturhuset.

”Og så håber vi selvfølgelig at se nye ansigter i foreningen efter koncerten med Andariega på onsdag!”

Publiceret 02 October 2018 06:30

SENESTE TV