Bruddet med tyskerne markeres

75-året for samarbejdspolitikkens sammenbrud under Anden Verdenskrig markeres i Ebeltoft

Ebeltoft ”Søg svensk havn eller sænk skibet” Sådan lød det da samarbejdspolitikkens med den tyske besættelsesmagt brød sammen 29. august 1943. Dette markeres - med fokus på begivenhederne i Søværnet - 29. august 2018 i Ebeltoft.

Skrivekonkurrence

Det er Danmark Marineforening og Fregatten Jylland i Ebeltoft, der står for arrangementet. Dagen vil blive markeret med mindehøjtidelighed, historiefaglige oplæg, udstilling af sjældne ting herunder originalflaget fra artilleriskibet Niels Juel, bogreception med præsentation af genoptryk af bogen med 24 øjenvidneberetninger ”Sådan oplevede jeg 29. august 1943” og endelig lancering af en skrivekonkurrence for Syddjurs Kommunes 7. til 9. klasser om begivenheden 29. august og betydningen af denne for eftertiden.

Marinehjemmeværnets skib ”Brigaden” vil i dagens anledning komme til Fregathavnen klokken 10.00, og der vil være åbent skib i løbet af dagen for publikum.

Resten af programmet begynder klokken 10.30 og fortsætter frem til klokken 13.30. Der vil være taler, musik og kanonsalut fra bastionen.

Der vil være gratis adgang til Fregatten Jylland mellem klokken 10 og 13.

Publiceret 26 August 2018 09:00

SENESTE TV