Havnen er inde i en rigtig god udvikling

Der har allerede været lige så mange besøgende på lystbådehavnen som sidste sæson. Udviklingen går den rigtige vej, mener havnefogeden

Af
Stine Østergaard

EBELTOFT Ind på havnekontoret kommer en ung, norsk mand i bar mave og med retro sømandstatoveringer op ad armene. Han vil gerne ligge i havn her et par dage med sin båd. Med sig for han blandt andet et kort over Ebeltoft by, hvis han skulle få lyst til at se andet en havnen.

Det er efterhånden ikke sjældent, at der kommer gæster i Ebeltoft fiskeri- og lystbådehavn. I maj, juni og juli i år har der allerede været lige så mange besøgende, som hele sæsonen sidste år, der også tæller august og september med. Det er 1600. Bare i juli har der været 1100.

Omsætningen på havnen er allerede nu steget med 52 procent i forhold til hele sidste år. Prognosen er, at stigningen vil ramme cirka 60 procent – helst over.

"Overordnet set går det den rigtige vej. Der er mange besøgende, der er kommet flere forretninger herned. Der bliver investeret og renoveret til erhvervsmål. Der er et godt leben efterhånden," lyder det fra en tilfreds havnefoged, Hans Juel.

By og havn smelter sammen

Det er fire år siden, Hans Juel blev havnefoged i Ebeltoft. Der er blevet arbejdet på at få flere brugere og binde havn og by mere sammen.

"Det bedste er at flytte grænsen for by helt ned i havnen. Det er vigtigt, at vi har adgang til byens faciliteter, men de har også brug for os," siger han.

Det skulle også gerne mærkes på byen og Djursland i det hele taget, at Ebeloft har en velbesøgt havn. Og det er vigtigt at inddrage oplandet, mener Hans Juel. Mange besøgende spørger også ind til Djurs Sommerland, Ree Park og Skandinavisk Dyrepark.

"Ebeltoft kan godt være Danmarks svar på Fuengirola. Vi har samme forudsætninger: Strand, sol, vand og flot natur. Der skal bare stå en ved roret og dirigere i den rigtige retning. Der er i hvert fald potentiale til det," siger Hans Juel.

Mere liv

Det glæder havnefogeden, at der efterhånden er så meget liv på havnen. Det stigende antal forretninger, der flytter derned og også foreningerne er med til at skabe et godt miljø.

De nye arrangementer er også med til at lokke nye folk på havnen.

"Det har været meget de gråhårede, som brugte havnen. De blev mere og mere gråhårede og til sidst tabte de sørme også håret. Så der har været brug for en masse nytænkning," siger Hans Juel.

Her har blandt andet Havnens dag og weekendens Kystkulturfestival været nogle af de velbesøgte arrangementer, som åbner havnen op for nye mennesker. Men også foreningernes evne til at tænke ud af boksen. For eksempel er stand-up paddle blevet en ny populær vandsport.¨

"Der kommer heldigvis flere unge medlemmer i foreningerne herned, og vi ser også mange unge familier med børn."

I fiskerihavnen kan man hver fredag og lørdag købe friskfangede fisk. Det er også noget, som lokker mange til.

En balancegang

Det vigtigste i hele den her udvikling i havnen er for havnefoged Hans Juel at bevare balancen mellem det autentiske miljø og at gøre det tiltalende for turister og besøgende.

"Det er vigtigt, at vi bevarer det autentiske miljø hernede i fiskerihavnen. Det skal ikke være sådan en fake havn. Det er en balancegang. Ser man til Aarhus og Vejle udvkler de også meget på havnemiljøerne, men man skal også se på, hvad er det, man vil? Turisme? Boliger?"

Så selvom det er vigtigt at få flere turister til at få øjnene op for Ebeltoft Havn, by og nærområder, så skal det ikke gå på kompromis med havnens egentlige formål. Men lige nøjagtig derfor synes Hans Juel også, at man i Ebeltoft har en bred palette af tilbud.

"Til den ene side har vi jo fregathavnen, som er bombastisk og flot, her på industrihavnen er der et andet autentisk miljø, og så er der til den anden side det maritime miljø, som man også ser det mange steder sydpå."

Publiceret 15 August 2018 17:00

SENESTE TV