I praktik som livredder

TrygFondens LivredderPatrulje var tirsdag på Dråby Strand for give børn et minikursus i at redde liv på stranden

Af
Stine Østergaard

DRÅBY 30 tryk skal der til og så to pust - altså når man har tjekket, at personen ikke er ved bevidsthed eller trækker vejret. Man skal også huske at ringe 112 og fortælle hvor og hvem, man er.

Det er nogle af de vigtige ting, som man i tirsdags kunne lære på Dråby Strand, da Trygfondens LivredderPatrulje var på besøg for at lære børn og deres voksne om at redde liv på stranden og om badesikkerhed.

FEM BADERÅD

Børnene fik mulighed for at prøve at padle på et rescue board, give livreddende førstehjælp, kaste med redningskranse og løbe om kap med livredderne.

"Man kan godt mærke, de synes den aktive del af det er sjovt. Sådan noget som den redningsauktion, vi lavede tidligere, stormede alle børnene hen og skulle se, hvordan det foregik. Selve redningsdelen og førstehjælp synes de er ret fedt," fortæller livredder Linea Brandi.

Tre livredderbrødre

Blandt børnene er brødrene Madsemil, Odin og Sylvester Bech-Larsen fra Randers, som prøver kræfter med livredderjobbet. De lærer at lægge hinanden i aflåst sideleje.

"Prøv og mærk, hvor let han er at vende, når man gør det på den der måde. I vil også sagtens kunne vende morfar," forklarer deres far Brian Bech Hjarsen.

Så får drengene lov at prøve med en voksen krop, da mor Anne Vindberg-Larsen smider sig på ryggen i sandet. Også det klarer de med bravour og anerkendende nik fra livredderne.

Familien har sommerhus i Holme og gik tilfældigvis forbi livredderkurset, som de kunne være med til.

"Vi har været herude i sommerhuset i snart en måned, og de er vilde med det her vand. Så vi tænkte, det nok var en god idé, at de fik at se, hvad det var for noget det her," siger Anne Vindberg-Larsen.

Madsemil Bech-Larsen ringer 112 fra telefonen, som bror Odin holder. Lillebror Sylvester til venstre er klar til at hjælpe til med førstehjælpen under kyndig vejledning fra livredderen. Foto: Stine Østergaard

Madsemil Bech-Larsen ringer 112 fra telefonen, som bror Odin holder. Lillebror Sylvester til venstre er klar til at hjælpe til med førstehjælpen under kyndig vejledning fra livredderen. Foto: Stine Østergaard

Alle kan lære førstehjælp

Da det korte kursus er slut får børnene et diplom med på deres mini livredderkursus. Madsemil på 10 har blandt andet lært, hvad man skal sige, når man ringer 112, og Odin på 7 har lært, hvordan man giver hjertemassage. Og så synes de, det var sjovt at prøve boardet.

Det er vigtigt at lære børnene førstehjælp, lyder det fra livredderne fra patruljen.

"Både voksne og børn har rigtig godt af at lære det. Der er mange voksne, som ikke kender til førstehjælp. Alle kan lære at yde førstehjælp. Bare på forskellige niveauer afhængig af deres størrelse. Børnene lærer det lynhurtigt og hører godt efter," siger Linea Brandi.

Dagens livredderaspiranter kom godt igennem alle øvelserne lige fra hjertemassage på dukker til at kaste redningskranse i vandet. Børnene var rigtig gode til at være med på førstehjælpsøvelserne.

"Jeg synes, de er ret seje til det. Og de fleste er ret modige," siger Linea Brandi.

LivredderPatruljen er en del af TrygFonden Kystlivredning, der har omkring 200 specialuddannede kystlivreddere, som passer på badegæsterne på 36 strande og havnebade i Danmark. I år er det 20. sæson, at TrygFondens LivredderPatrulje turnerer rundt og lægger vejen forbi cirka 50 strande i hele landet.

Red liv derhjemme

Var man ikke forbi Dråby Strand eller en af de andre strande, hvor Livredderpatruljen kommer forbi, kan man stadig nå at lære noget om badesikkerhed og at redde liv.

”Livredder” er en app, hvor man stiger i level ved blandt andet at redde strandgæsternes liv, give kunstigt åndedræt og hjertemassage samt svare på spørgsmål om badesikkerhed. For eksempel ved at puste i og trykke på telefonen.

Det er TrygFonden, der står bag appen, som kan downloades gratis til både Android og iOS.

Publiceret 04 August 2018 10:00

SENESTE TV