Rampen – et sted for og af de unge

Rampen i Ebeltoft er et af de eneste ungdomshus i landet uden alkohol – men stemningen er stadig høj hos de unge selv

Af
Stine Østergaard

EBELTOFT Det er unge der selv styrer løjerne på Rampen i Ebeltoft med hjælp fra Syddjurs Kommune til det økonomiske. Det virker også til, at det er netop derfor, de synes det er sådan et fedt sted at være. Fordi det foregår på deres præmisser.

I dag tæller crewet omkring Rampen cirka ti plus det løse. 18-årige Ida Davidsen er formand – det var faktisk hendes storesøster, der var med til at starte det.

Projektet er i sin tid startet af en gruppe handelsskoleelever, som i forbindelse med at projekt på skolen om at få flere unge til Syddjurs udtænkte et ungdomshus i Ebeltoft. Det projekt nøjedes dog ikke med kun at blive på papiret, og det alternative samlingssted og kulturhus for unge blev en realitet.

"Det er altså ikke en idé som nogle voksne har fået. Det kommer fra de unge selv," siger Ida Davidsen om Rampen, hvor man altid gerne må komme mandag aften eller til arrangementerne.

Målgruppen er + 16 år til man selv føler sig for gammel - folk stopper ofte med at komme, når de er færdige med deres sabbatår og begynder at studere.

Mere plads

I slutningen af april, flyttede Rampen så ned på det gamle posthus på S.A. Jensens Vej 1, mens Maltfabrikken bliver renoveret. Her er masser af plads til udfoldelser.

"Det er meget stort det hele, så vi skal lige finde ud af, hvad vi skal gøre med det hele. Men det skal jo rives ned bag efter, så vi må gøre, hvad vi vil," siger Ida Davidsen.

Selvom de glæder sig til at komme tilbage i nyrenoverede lokaler med blandt andet et rum dedikeret til musik, så er de glade for omgivelserne.

"Der er mange, der går forbi her, som er nysgerrige. Vi åbner altid døre og vinduer, når vi er her, så de kan komme ind og kigge."

Et alternativt samlingssted

"Det er er et godt alternativ til nogle af de ting, man gør med sine venner, som koster mange penge, som at gå i biografen eller tage i svømmehallen. Her er et godt fællesskab og nogle spændende arrangementer. Og så har vi også fået sponsoreret en professionel barrista-kaffemaskine, så vi kan lave god kaffe billigt," siger næstformand Jens Harboe Grejl.

Apropos kaffe, så er der alkohol forbudt på Rampen, så her bliver kun drukket kaffe eller sodavand i stedet.

"Vi sørger for ikke at lave arrangementer fredag eller lørdag, undtagen festivalen. Det er helt klart en udfordring at vi er alkoholfri, men det er også rart. Faktisk da vi havde åbent hernede, da Maltfabrikken afholdt kærlighedsfestival, så var det "de voksne", der var problemet. De kunne ikke rigtig forstå, at når man gik herind, så måtte man ikke tage sin øl med," siger Ida Davidsen.

Og nu der er tale om Maltfabrikken, så vil de to gerne understrege, at de to steder ikke er sider af samme sag.

"Der er mange, der ikke er klar over, at vi faktisk er et selvstændigt sted. Vi er ikke en lillebror til Malten, som mange tror," siger Jens Harboe Greil.

Gode navne på plakaten

De lægger begge vægt på det store fællesskab på Rampen både den hårde kerne, der mødes hver mandag aften og dem, der kommer til arrangementerne, der finder sted cirka en gang i måneden. Der kommer cirka 20-30 stykker, men store navne trækker større mængder. For eksempel var cirka 150 på Rampen, da Emma Holten holdt foredrag.

Ellers er Blue Ocean festivalen i september Rampens store trækplaster. Sidste år kom der 500-600 mennesker.

"Jeg tror det er ved at være en tradition for nogle at tage til Blue Ocean. Så måske der kommer endnu flere i år," siger Jens Harboe Greil.

I år er det Marvelous Mosell, der er hovednavn på plakaten. Han spillede en velanmeldt koncert på Northside Festival foran flere tusinder festglade mennesker.

"Men vi har ikke en stor kunstner til det mere voksne publikum. Til gengæld er der fire andre vidt forskellige bands, så der bliver noget for enhver smag," lover Ida Davidsen.

Blue Ocean finder i år sted 15. september.

Publiceret 07 July 2018 12:00

SENESTE TV