Vandkunst ferniseres til musik og borgmestertale

Se de smukke naturmalerier, der alle har vand i en eller anden form tilfælles

Glitrende iskrystaller, solens glimt i havfladens spejl, fossende elve og skæbnesvangre skyer over snemassernes massiver. Alle har de formlem H2O tilfælles, og derfor kan de opleves til udstillingen "Fascination of the Water Element" i Den Røde Hal i Ebeltoft skudehavn 7.-10. juni.

Sammen med marinemaleren Pierre Auzias’ billeder af Fregatten Jyllands restaurering udstiller kunstneren Bente Elisabeth et rigt udvalg af sine naturbilleder. Bente Elisabeth er født og opvokset i Nordnorge, har levet adskillige år i Grønland og har nu slået sig ned i Danmark med base i Mols Bjerge. Hun henter sine motiver fra naturen, jorden, luften, vandet, ilden og forener elementerne i kosmiske kompositioner, hvor hun forsøger at indfange tilværelsens mystik i dens totalitet.

Borgmester Ole Bollesen åbner udstillingen i Den Røde Hal i Skudehavnen fredag 8. juni kl. 17-20, hvor Gunnar Mortensen spiller søens musik. Det gør han også lørdag kl. 10-12, hvor udstillingen er åben til kl. 17.

Søndag10. juni er udstillingen åben kl. 10 - 17. Man kan også kigge ind torsdag 7. juni kl. 12 - 14 og se en udstilling blive til.

Udstillingen er en del af Vild med Vand i Ebeltoft, arrangeret af foreningen Ålekvasen Rigmor og støttet af Syddjurs Kommunes Kulturpulje.

- sø

Publiceret 06 June 2018 15:00

SENESTE TV