Debat:

SOS fra Havmiljøet

Af Nina Bjarup Vetter, formand for miljøforeningen BLAK:

“Der kommer maksimalt pres på Djurslands kyster med 35 nye ansøgninger om Havbrug, som vil besætte mere end 30 km2 havareal.

Havet er det nye wild west hvor den som kommer først med 4 bundgarnspæle får de største foræringer.

Den første april udløb ansøgningsfristen for havbrug, som har søgt om etablering i de udpegede otte zoner.

Den lokale miljøforening BLAK har fået aktindsigt i de nye ansøgninger om havbrug, og vi vil i det følgende forsøge at skitsere omfanget og konsekvenserne for Djursland og havmiljøet, hvis tilladelserne går igennem.

Det vil være slut med udsigten ud over det frie hav fra Anholt og hele kyststrækningen mellem Grenå og Elsegårde, hvor en lille håndfuld havbrugsejere pt. slås om de gratis havarealer på mellem 30 og 40 km2 og retten til de lukrative forhold. Forhold som betyder, de kvit og frit kan udlede kvælstof, fosfor, foder- og medicinrester direkte ud i havmiljøet.

Med det miljømæssigt råderum som Esben Lunde Larsen opfandt i Kattegat, på 847 t. kvælstof og 90 t. fosfor, vil omfanget af forurening rundt regnet svare til at over 30 store svinefarme hældte gyllen direkte ud i badevandet. Uagtet de mange ansøgninger giver råderummet ”kun” plads til mellem 7 og 9 havbrug, som hver især kommer til at fylde mellem 3 og 7 km2. Den massive ekstra tilførsel af kvælstof og fosfor fører iflg. professor Stiig Markager til øget algeopblomstring. Bunden under havbrugene dør, badevandet forplumres og havets dyr og planter fortrænges.

Fremover må de mange årlige sejlere krydse både for vind og de store flydende industriøer. Industriøerne og de store havområder vil blive fuldt belyst dag og nat, og store dieselgeneratorer være til konstant støjmæssig gene.

Der gambles således med både med udsigten og badevandet og dermed med de 2500 arbejdspladser og 1,2 mia. kr., som turismen hvert år skaber på Djursland. Man gør oveni fuldstændigt grin med 3 årtiers indsats og milliardinvesteringer i kloakering og spildevandsrensning fra landsiden for netop at skåne havmiljøet.

Paradoksalt nok er man verden over i gang med at forbyde åbne havbrug, fordi de miljømæssige omkostninger er alt for omfattende. Sveriges højesteret har netop vedtaget et stop for nye havbrug og udfasning af de eksisterende over en periode på 5 år. I det lys er de danske vækstplaner en skandale for havmiljøet og en hån mod det internationale samarbejde i Helcom om renene havmiljø i og omkring Østersøen.

Da man i Danmark oveni er førende indenfor knowhow og teknologi til landbaserede og recirkulerende opdrætsanlæg, bør det naturligvis være det foretrukne alternativ. Et alternativ med et langt større potentiale for eksport og arbejdspladser. Her risikerer man heller ikke at skulle bruge store mængder gift for at udrydde lakselus, som kan blive et stort problem pga saltindholdet ud for Djursland. Planerne om et landbaseret anlæg ved Grenå er allerede langt fremme, selvom anlægsudgifterne naturligvis ikke kan konkurrere med åbne havbrug. Her kan ejerne kvit og frit skumme fløden og efterlade regningen til havmiljøet og landets borgere.

Man trodser således både hensynet til sommerhusejere, turismeindtægter, sejlere, dykkere, erhvervs- og lystfiskeriet samt alle vi fastboende og ikke mindst havmiljøet. Et havmiljø som de sidste tal desværre viser, har det langt værre end først antaget. Dermed gøres Esben Lunde Larsens miljømæssige råderum til en ren parodi, eller måske bare en beskidt løgn.

Men man bør også spørge sig selv, om ikke det er langt mere hensigtsmæssigt at få gang i bæredygtigt kystfiskeri af frie fisk fra et levende Hav. Hele idéen med at masseproducere dyr er en bekostelig affære for miljøet og dyrene. Den lange række af negative sideeffekter kan på ingen måde måle sig med de få ejeres kortsigtede økonomiske gevinst.

Vi vil i den kommende tid i samarbejde med bl.a. Levende Hav iværksætte en indsamling af 50.000 underskrifter med henblik på at stille borgerforslag til Folketinget. Kravet er forbud mod anlæggelse af nye havbrug og udfasning af de eksisterende over en 10 årig periode.”

Publiceret 13 April 2018 08:34

Ebeltoft Folketidende nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Ebeltoft Folketidende
SENESTE TV