Debat:

Respekt for Socialdemokratiet på Borgen - men stem ikke for hvad som helst

Af Valdemar Haumand, Formand, Socialdemokratiets partiforening Grenaa afd.:

"Til den socialdemokratiske partiledelse og folketingsgruppe. 

Vedr. Overenskomstforhandlingerne på det offentlige område.

Grenaa partiforening er tilfreds med, at I ikke kommer med politiske meldinger i forhold til forhandlingerne om en ny overenskomst på det kommunale, regionale og statslige område. Det er respekt for den danske model!

Andre partier og politikere gør det. Det er ikke respekt for den danske model.

Parterne på det offentlige område skal have ro til deres forhandlinger og til at holde fokus på det centrale, nemlig forhandling af en god løsning for alle.

Vi håber, at parterne, på begge sider, er deres ansvar bevidst og får forhandlet en fair løsning igennem. Der er selvfølgelig en risiko for sammenbrud ved forhandlingerne og et efterfølgende regeringsindgreb. Hvis det skulle ske, er vores kraftige opfordring til jer, at I ikke pr. automatik stemmer for et sådant indgreb.

Socialdemokratiske stemmer, for et indgreb, skal være betinget af indflydelse og indrømmelser, der kommer lønmodtagerinteresserne bedre i møde end det regeringen lægger op til. Hvis Socialdemokratiet ingen indflydelse kan få, på et evt. indgreb, skal I hellere stemme imod."

 

Grenaa den 12. april

Bestyrelsen i Grenaa Partiforening

v/Valdemar Haumand, Formand

Publiceret 13 April 2018 16:17

SENESTE TV