Debat Syddjurs:

At Ebeltoft først og fremmest skal tiltrække 50+ er et vildskud

Af Carsten Nørgaard, Søskrænten 26. 8400 Ebeltoft:

"Det er dejligt, at nogen tager initiativ til at skabe tilflytning til Ebeltoft og det er prisværdigt, at gruppen Ebeltoft - for Livet kommer med et bud på dette.

Desværre har projektet en helt forkert vision. At Ebeltoft først og fremmest skal tiltrække 50+ er et vildskud og i bedste fald får det ingen langsigtet effekt. Højest sandsynlig vil det skubbe unge og børnefamilier væk fra tanken om at flytte til Ebeltoft.

Både rationalet og tilgangen er forfejlet efter min bedste overbevisning.

Det er fint, at der kommer flere seniorer til byen, men vi har behov for en HEL by og ikke kun ældre der går op i kunst, bridge og sang i diverse foreninger. Der er behov for en langt større dynamik.

Unge kommer ikke til byen for ”at servicere os ældre” som var rationalet på borgermødet i torsdags. De vil have deres eget liv med virksomhedsopstart, unge venner, et moderne fritidsliv ikke nødvendigvis baseret på nogle gamle foreninger lige som de fokuserer på gode muligheder for børnene.

Ebeltoft - for Livet skal gælde for alle, og det er trist, at kommunen har givet penge til at undergrave deres egne (planlagte?) branding aktiviteter for at få nye borgere til kommunen. Ebeltoft skal ikke ende som en enklave (ghetto) for halv- og helgamle mennesker.

Der skal helt andre mangfoldige tiltag til - også for ældre, men det skal styres og koordineres fra centralt hold for disse aktiviteter ikke stritter i alle retninger og endda modarbejder hinanden.

Kære kommune, få et par af de få unge mennesker, der var til mødet i torsdags med i en arbejdsgruppe, som skal koordinere og sikre en fornuftig kommunikation og sikre, at Ebeltoft bliver mangfoldig med unge studerende, iderige iværksættere, børnefamilier og seniorer til glæde for alle, inklusiv turisterne."

Publiceret 09 March 2018 21:00

Ebeltoft Folketidende nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Ebeltoft Folketidende
SENESTE TV