Hæder:

Købmanden indstillet til TurismeVÆKSTpris

René Povlsen er kandidat til TurismeVÆKSTprisen i Region Midtjylland

Købmand René Povlsen, Meny Rønde, er indstillet til TurismeVÆKSTprisen for sit nyskabende værdikædesamarbejde omkring kvæg i Nationalpark Mols Bjerge. Det giver resultater bl.a. med branding og synlighed af Nationalparken og Djursland.
René Povlsen er ifølge en pressemeddelelse købmand med en ægte passion for lokale fødevarer. Han har set trenden og arbejdet med muligheden for at skabe et lokalt kvalitetsprodukt. Med kød fra kvæg, der har græsset i Nationalpark Mols Bjerge, har han udviklet et stærkt nichéprodukt til sin forretning.
En værdikæde med mange led. Naturstyrelsen har græsarealer i Nationalpark Mols Bjerge som skal plejes. Hertil bruges kødkvæg. Det handler både om naturpleje og dyrevelfærd.
Landmand Jørgen Ivar Mikkelsen på Mols aftager kvæget og sender det til slagtning. Slagter Kruse i Tved på Mols slagter kvæget.

Spegepølse med juleøl

Slagteren hos Meny Rønde modner, forædler og pakker kødet. For eksempel til spegepølser med hamp fra Møllerup Gods, med mjød fra Mjødgård i Vrinners eller en julespegepølse med juleøl fra Ebeltoft Gårdbryggeri. Og seneste led er, at René Povlsen leverer hakket oksekød fra nationalpark-kvæget til Burger Boom i Aarhus og Ålborg.
Innovation i turismen i Region Midtjylland skriver om kriterierne til prisen 'Innovation i turismen', at prisen bliver tildelt en kandidat, der har formået at udvikle et kommercielt produkt/service med høj innovationsgrad. For eksempel et produkt, der er udviklet i et værdikædesamarbejde.
”Lokale fødevarer bliver efterspurgt af vores turister,” siger Flemming Rasmussen, turismedirektør Destination Djursland.
”Det er vigtigt for Djursland, at vi har ildsjæle som René Povlsen, som igennem sit købmandskab griber muligheder, er kreativ omkring produktudvikling og driver ideen frem i lokalt samarbejde. Med kvæget fra Nationalparken har René skabt et produkt som på bedste vis brander vores område”.
Til hovedprisen er Nationalpark Mols Bjerge nomineret for blandt andet at have arbejdet målrettet med udvikling af tilbud til turister - både egen udvikling og som katalysator for udvikling i netværk. Nationalpark Mols Bjerge har samlet erhvervsdrivende og aktører i området og skabt grobund for erhvervsudvikling, nytænkning og nye samarbejder. Derudover er Sostrup Slot i Gjerrild, Det Grænseløse Køkken i Ebeltoft og Destination Djurslands projekt 'Bleisure' (Business og Leisure) indstillet.

Publiceret 10 January 2018 09:12

SENESTE TV