Divisionshåndbold:

Vigtige point på spil i lokalopgør søndag i Åstruphallen

Åstrup/Hammelev-Grenaa tager imod Hornslet IF i kvindernes 3. Division søndag kl. 17.30

Af
Af Martin Schultz

Der er uhyggeligt vigtige point på spil for begge hold, når Åstrup/Hammelev-Grenaa søndag eftermiddag kl. 17.30 tager imod Hornslet IF i Åstruphallen.
Men de to lokalrivaler spiller om vigtige point i hver sin ende af tabellen, for gæsterne fra Hornslet har været tophold gennem hele sæsonen og ligger til en direkte oprykning til 2. Division. Med kun fire kampe igen fører Hornslet IF med fem point foran JAI, men der skal helst point ind på kontoen for at afslutningen ikke skal blive lidt for spændende for Hornslet IF, som blandt andet har en udekamp mod netop akademikerne (JAI står for Jysk Akademisk Idræt) blandt de sidste kampe.
Hornslet IF har været meget driftssikre gennem hele sæsonen med kun to nederlag lige før og efter jul. Senest spillede Hornslet IF pokalkamp mod SønderjyskE fra 1. Division og tabte kampen med 24-15.

Åstrup/Hammelev-Grenaa vil kæmpe sin chance

Åstrup/Hammelev-Grenaa har brug for point i den anden ende af tabellen, for hjemmeholdet i søndagens lokalopgør har haft svær ved at få de afgørende mål i hus i en række snævre afgørelser og er derfor dumpet helt ned på en 3. sidsteplads i rækken. I de to sidste kampe mod Randers KFUM og Stautrup IF har Åstrup/Hammelev-Grenaa tabt med et enkelt mål i det allersidste minut efter at have domineret kampen.
”Men vi skal op på hesten og kæmpe vores chance. Vi kender pigerne fra Hornslet godt og jeg er sikker på, at det bliver et rigtig intenst lokalopgør,” siger Åstrup/Hammelev-Grenaas træner Jan ”Bimmer” Ring Hansen.
Det første opgør mellem de to hold blev spillet i november og her vandt Hornslet IF med 26-25.

Publiceret 11 March 2017 21:28

Ebeltoft Folketidende nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Ebeltoft Folketidende
SENESTE TV