Ann Maria Ostenfeld-Rosenthal. Privatfoto
Ann Maria Ostenfeld-Rosenthal. Privatfoto
Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Mindfulness: “Vi skal være mere venlige ved os selv”

Ann Maria Ostenfeld-Rosenthal har netop opstartet endnu et kursus i mindfulness på Kaløvig Center, hvor hun lærer folk ikke at være for hårde ved sig selv og giver dem nogle redskaber til et bedre liv

Af Janni Kehlet Nielsen

For femten år siden begyndte Ann Maria Ostenfeld-Rosenthal selv at lære om mindfulness, og det ændrede hendes liv.

“Det har gjort en stor forskel i mit eget liv, og derfor vil jeg gerne hjælpe andre ved at give dem nogle af de redskaber, der kan hjælpe dem i deres liv,” forklarer hun.

Bag sig har Ann Maria Ostenfeld-Rosenthal en uddannelse som antropolog med en Ph.D. i medicinsk antropologi, og hun har i mange år undervist på Aarhus Universitet. Men siden 2012 har hun koncentreret sig om mindfulness på fuld tid med sin virksomhed Mindfulness Djursland.

“Grundlæggende har jeg selv brugt det til at blive bedre til at leve med livets små og store katastrofer og til at være tilfreds med livet, som det er, i stedet for at brokke mig og kæmpe imod en masse ting,” forklarer Ann Maria Ostenfeld-Rosenthal.

Hun har stadig nogle mindre forskningsopgaver inden for antropologi, men det meste af hendes tid går i dag med mindfulness, og det er hun glad for.

Visdom i krop og sind

Det kan være svært helt kort og præcist at forklare, hvad mindfulness går ud på, og det hænger måske sammen med, at der ikke er nogle bestemte retningslinjer eller leveregler involveret. Det handler mere om det enkelte menneske.

“Man træner sin opmærksomhed og at være tilstede i nuet, man lærer sin krop og sit sind at kende, og man lærer at bruge både kroppens og sindets visdom til at håndtere livet,” forklarer Ann Maria Ostenfeld-Rosenthal og fortsætter;

“Det tiltaler mig dybt, netop fordi der ikke er nogen lærersætninger. Folk lærer det hele inde fra sig selv.”

Redskaber til livet

MBSR - eller Mindfulness Baseret Stress Reduktion, er den præcise betegnelse for det, som Ann Maria Ostenfeld-Rosenthal arbejder med på sine kurser, og der er faktisk belæg for, at det virker.

“Jeg har valgt det program, som er evidensbaseret. Det er et bestemt program, som løber over otte uger, hvor man kommer en gang om ugen i 2,5 - 3 timer, plus man har en fordybelsesdag, som typisk er i en weekend. Man lærer forskellige øvelser om stress og får nogle redskaber til ikke at handle på autopilot,” forklarer Ann Maria Ostenfeld-Rosenthal.

Ofte er de kursister, der kommer på Kaløvig Center, hvor kurserne afholdes, mennesker, som har stress, angst eller depression inde på livet, men der kommer også nogle, der blot ønsker mere balance og glæde i livet.

Ann Maria Ostenfeld-Rosenthal afholder også kurser for Grenå Fysioterapi på Sundhedshuset i Grenå.

“Der er masser af videnskabelig dokumentation for, at det her program virker, og det er også de tilbagemeldinger jeg får. Jeg har haft nogle hundrede stykker igennem programmet efterhånden, og det er måske to eller tre ud af alle dem, der ikke føler en forskel efter kurset. Det handler også meget om, at man skal være åben overfor det og tage 45 minutter om dagen, hvor man fokuserer på det, og det kan være en stor udfordring for travle mennesker i dag.”

Ifølge Ann Maria Ostenfeld-Rosenthal handler det, man kan lære af mindfulness, i høj grad om, at blive mere venlige overfor sig selv og dermed bringe mere venlighed ind i verden.

“Vi er alt for gode til at slå os selv oven i hovedet. Jo mere man kæmper imod noget og skubber det væk, jo stærkere bliver det. Hele verden og vi selv trænger til mere venlighed. Vi arbejder med at bringe venlighed til vores sårede steder og tillade dem at være der, og det kræver noget medfølelse og venlighed over for os selv,” siger Ann Maria Ostenfeld-Rosenthal.

Publiceret: 14. April 2017 09:00
¨

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Adresseavisen Ebeltoft

Annonce
ANNONCER
Se flere
Politiken
Seneste nyt
Ekstra Bladet
Seneste nyt
Jyllands-Posten
Seneste nyt