Kommunalvalg 2017
Det lykkedes Per Zeidler efter afgangen fra Liberal Alliance at danne Socialliberal Borgerliste i 12 time. Listen er godkendt som opstillingsberettiget til KV17
Det lykkedes Per Zeidler efter afgangen fra Liberal Alliance at danne Socialliberal Borgerliste i 12 time. Listen er godkendt som opstillingsberettiget til KV17
Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

KV17: Per Zeidler afviser at have gjort noget forkert

Det påvirker ikke det tidligere medlem af Liberal Alliance, at årsagen til hans afgang fra partiet nu er kendt

Er en tvist om et økonomisk mellemværende mellem en politiker og et lokalt firma nok til, at den pågældende politiker af sit partis landsledelse får besked på, at han ikke som planlagt kan være spidskandidat for sit parti til det kommende kommunalvalg?

Det er det spørgsmål som nuværende byrådsmedlem og formand for Udvalget for Familie og Institutioner, Per Zeidler, stiller, efter at årsagen til at han og Liberal Alliance måtte skilles nu er kendt.

“Det er korrekt, at jeg har haft en økonomisk tvist med et firma om beløbsstørrelsen på en faktura for en reparation, som firmaet udførte på min bil. Der var tale om en reklamation,” fortæller Per Zeidler.

Ordre fra formanden

“Fakturaen daterer sig altså tilbage til 2014, og det er korrekt, at den økonomiske tvist er endt i fogedretten, som den slags jo gør, når to parter ikke kan blive enige,” noterer Per Zeidler.

Det er den historie, som Liberal Alliances landsformand Leif Mikkelsen fik nys om og bad Per Zeidler få ryddet ud af verden.

Det skete i en mail dateret 20. september 2017.

“Jeg skrev tilbage til Leif Mikkelsen, at jeg betragtede den økonomiske tvist som et privat mellemværende mellem mig og firmaet, som ikke på nogen måde havde indflydelse på mit politiske arbejde. Jeg understregede også, at jeg var villig til at forklare mig i pressen, men ikke på baggrund af en henvendelse til partiet fra en anonym kilde,” forklarer Per Zeidler.

Leif Mikkelsen fastholdt, at Per Zeidler skulle få sagen ryddet ud af verden, og derfor fik Per Zeidler besked på, at han ikke kunne være spidskandidat for Liberal Alliance ved det kommende kommunalvalg, men at han fortsat kunne forblive i partiet, betale sit medlemskontingent og sidde den igangværende byrådsperiode ud.

“Jeg besluttede mig for at forlade Liberal Alliance med det samme, fordi jeg ikke havde gjort noget forkert, og selv om der var kort tid til det, forsøgte jeg at danne min egen borgerliste, hvilket lykkedes, men valget om at gå fra Liberal Alliance var mit eget. Jeg blev ikke bedt om det af Leif Mikkelsen,” understreger Per Zeidler, der arbejder som politiker på heltid og har gjort det de sidste fire år.

Principiel dagsorden

Per Zeidler forklarer, at han nu er ude af sit økonomiske mellemværende med det pågældende firma.

“Jeg har betalt 10.426,25 kroner til firmaet, som tvisten har gået på, men først da firmaet godkendte, at jeg tidligere havde indbetalt et acontobeløb på cirka 5.000 kroner. Der er altså ikke længere et udestående,” forklarer han.

For ham er hele sagen, der har ført til hans afgang fra Liberal Alliance, et spørgsmål om principper.

“Jeg mener, at den her sag kan få vidtrækkende konsekvenser for andre lokalpolitikere. Hvem har ikke haft en en privatretlig økonomisk tvist med et firma om en leverance eller ydelse, som de to parter ser forskelligt på,” spørger Per Zeidler.

“Den her sag har jo intet med mit politiske virke at gøre.

Jeg har ikke ageret politisk anderledes, fordi jeg på det private plan har haft denne sag kørende og været i fogedretten. Efter min mening har jeg ikke gjort noget forkert, og derfor er jeg heller ikke i tvivl om, at jeg fortsat har en rolle at spille i lokalpolitik.”

Publiceret: 10. Oktober 2017 22:51

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Adresseavisen Ebeltoft

Fik du læst
ANNONCER
Se flere