Kommunalvalg 2017
Morten Siig Henriksen (SF)
Morten Siig Henriksen (SF)
Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

KV17 - debat Syddjurs: Folkeskolen skal drives på tillid

Af Morten Siig Henriksen (SF), kandidat til KV17:

“Har Pisa-chokket sat sig endnu? Jeg tror det desværre ikke. Folkeskolen bliver i dag drevet ud fra et entydigt styringsfokus. En kontrol, der underminerer den tillid, vi har haft tradition for i Danmark. Hvis vi skal drive en bedre folkeskole i dag, skal tilliden tilbage i hovedsædet.

Pisa-undersøgelserne blev drivkraften bag den målstyrede undervisning og de nationale test, som vi kender det i dag. Vi var bange for, at folkeskolen ikke var lige så god, som vi troede førhen. Derfor skabte vi en evalueringskultur, hvor børn måles og vejes. Dog viste Pisa-undersøgelserne sig at være så behæftede med statistiske fejl, at de ikke kan bruges.

Tilbage står vi med en folkeskole, der er drevet fra centralt hold. Embedsmændene har fået lov at diktere, hvordan undervisningen skal tilrettelægges. I SF vil vi gerne væk fra dette. Vi skal turde sætte skolerne og lærerne fri fra målstyringen og vise tillid til deres faglighed og pædagogik. Det er nu engang dem, der ved, hvad der foregår i klasselokalet.

De nationale tests har også været med til at skabe en kultur, der er præget af nervøsitet. Samlet set viser forskning, at der er flest negative virkninger på især de fagligt svage elever, der oplever mindre motivation og selvværd som følge af test. Det er med til at mindske elevernes tillid til dem selv og deres muligheder.

Tilliden til egne evner og muligheder er helt essentielt for, hvordan man tager del i samfundet og fremtidige udfordringer.

Folkeskolen skal være et sted, hvor børn mødes på kryds og tværs af sociale skel og opbygger tillid til dem selv, egne evner og hinanden. Tillid er nemlig drivkraften bag vores demokrati og velfærdssamfund. Tilliden har været længe undervejs, men hvis vi ikke værner om den, kan den smutte hurtigt igen. Måske vi også skulle vise lærerne tillid?”

Publiceret: 05. Oktober 2017 13:38

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Adresseavisen Ebeltoft

ANNONCER
Se flere