Kommunalvalg 2017
Foto: Lars Norman Thomsen
Foto: Lars Norman Thomsen
Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

KV17 - debat Syddjurs: Det vil Socialdemokratiet de næste fire år i Syddjurs

Af Søren K. Lauridsen, formand for Socialdemokratiet i Syddjurs:

“Valgene til Regionsrådet og Byrådet er som altid den fornemste realisering af det regionale og lokale demokrati og en udmøntning af det demokratiske system i Danmark i det hele taget. Det drejer sig om medindflydelse og medbestemmelse, men også om at finde de rigtige kandidater og nominere dem som politisk ansvarlige for den kommende 4-årige periode.

Lokal og regional politik skal afspejle og bære vores værdier – det liv vi deler med hinanden: samvær, følelser, kultur, kundskaber, dannelse, natur, miljø – og ganske meget mere i det samfund, vi også er sammen om.

Derfor har vi i Socialdemokratiet i Syddjurs kaldt vores valgoplæg 'Sammen om Syddjurs'.

Noget af det, der binder os mest sammen – også med Regionen - er infrastrukturen. Vi skal i et udpræget landdistrikt som Syddjurs have fokus på vores samfærdsel. Det er væsentligt, at den nuværende busdrift ikke reduceres gennem regionale besparelser, men det er også vigtigt, at vore veje prioriteres og udvikles.

Vi vil fortsat arbejde for, at Djurslandsmotorvejen føres helt ud til Tirstrup Lufthavn og at letbanen får en forbindelse til lufthavnen, således at det bliver muligt at komme fra lufthavnen ind til Aarhus på under tyve minutter. Endelig vil vi arbejde for en opprioritering af Molslinjen i færgehavnen i Ebeltoft – også som en væsentlig del af infrastrukturen.

Med sloganet 'Sammen om Syddjurs' vil vi gerne signalere, at Socialdemokratiet søger mod en fælles identitet for det at være borger i Syddjurs kommune. Vi vil arbejde for en ny form for solidaritetslogik inden for eksempelvis forebyggelse i forhold til sundheds- og ældreområdet. Måske kan vi ændre den negative betegnelse 'ældrebyrden' til en mere positiv som nogen har kaldt 'seniorstyrken'. Og der er mange seniorer i vores kommune, men hvis vi solidarisk hjælper hinanden, sætter nye mål, og får kommunal opbakning – også økonomisk - til forskellige forebyggelsesprojekter inden for senior-området, så er der ingen tvivl om, at vi kan realisere en 'seniorstyrke' i en helt uanet grad i fremtiden.

I forlængelse heraf skal det nævnes, at Socialdemokratiet i Syddjurs vil udbygge den nuværende fritids- og friluftspolitik og skabe nye muligheder både i forhold til de aktiviteter, der foregår i det organiserede foreningsliv og det, der foregår i øvrigt. Formålet er, at skabe nye og attraktive sociale, idrætslige og kulturelle mødesteder for alle aldersgrupper: børn, unge, voksne og ældre, samt skabe nye attraktive og kvalitative bevægelsesmiljøer for alle målgrupper – også med henblik på fortsat at udvikle folkesundheden i Syddjurs Kommune.

'Sammen om Syddjurs' betyder også, at Socialdemokratiet vil tage ansvar for at beskytte, udvikle og værne om kommunens enestående naturområder. Kysterne, udsigterne og den rige natur er nogle af vore største værdier, og for mange er det en væsentlig del af grunden til at bosætte sig i Syddjurs. Vi vil støtte alle initiativer, der tages for at bevare miljøet, arbejde for naturgenopretningsprojekter for at beskytte, bevare og sikre lige adgang til naturens goder, ligesom vi gerne vil være med til at etablere endnu flere cykel- og gangstier, der skal binde kommunen mere sammen infrastrukturelt og derved øge trafiksikkerheden.

Socialdemokratiet ønsker at arbejde for at udvikle alle former for eksisterende og 'nye fællesskaber'. Vi ønsker ingen skolelukninger i den kommende byrådsperiode, men ønsker at udvikle folkeskolens faglige og dannelsesmæssige grundlag også med henblik på en fortsat hensigtsmæssig inklusion. Det samme gælder for udviklingen af dagtilbud, hvor vi vil arbejde for mere fleksible åbningstider i daginstitutionerne. Vi vil arbejde for at styrke den professionelle faglighed i uddannelse, pasning og pleje, herunder mere tid og flere ressourcer til kompetenceudvikling.

Socialdemokratiet i Syddjurs har som mål at sikre udvikling og dynamik i kommunen. Vi ønsker at hjælpe migranter og flygtninge til at kunne leve og fungere i vores lokalsamfund. Vi siger fra i forhold til religiøs fundamentalisme, men vi går ind for integration med respekt og kærlighed i det danske samfund. 'Sammen om Syddjurs' betyder, at Socialdemokratiet vil arbejde med fantasi, vilje, tålmodighed og tro på fremtiden.”

Formand Søren K. Lauridsen. Arkivfoto
Formand Søren K. Lauridsen. Arkivfoto
Publiceret: 26. August 2017 07:00

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Adresseavisen Ebeltoft

ANNONCER
Se flere
Adresseavisen Ebeltoft
Seneste
Adresseavisen Ebeltoft
Mest læste
Adresseavisen Ebeltoft
112