Kommunalvalg 2017
Aleksander Myrhøj
Aleksander Myrhøj
Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

KV17 - debat Norddjurs: Problembørn?

Af Aleksander Myrhøj, Socialpædagog og nr. 5 på SF’s liste til kommunalvalget i Norddjurs Kommune:

Sådan hed de før i tiden - de uregerlige, de ukoncentrerede og de vilde børn i folkeskolen. I dag har de fået den noget pænere, men efterhånden mindst ligeså stigmatiserende titel “inklusionsbørn”. Det er børn, der ligger i grænselandet mellem specialklasse og almen folkeskole. Der skal ikke være et øjebliks tvivl om, at vores folkeskolelærere, pædagoger og ledere i Norddjurs gør et kæmpe arbejde, for at skabe inklusion og gode rammer for det enkelte barn, men de arbejder mod hårde odds og ulogiske regler.

Det ulogiske ligger i reglerne om visitation, hvor det skoledistrikt barnet er tilknyttet fra 0. klasse, betaler regningen for en eventuel specialplads ud af eget budget. Det er altså den enkelte leders hovedpine at finde pengene, hvis der er børn med særlige behov, der ikke kan inkluderes i de almene klasser. Der skal ikke købes mange specialpladser, før det for alvor gør ondt i økonomien og pengene skal tages andetsteds fra. Bestyrelsen i distrikt Ørum skriver: “Vi har derfor i betænkelig grad måttet spare på almenområdet – og f.eks. afskediget både lærere, en leder, en pedel og en rengøringsassistent for at få enderne til at nå sammen.” [indsendt høringssvar 6/9 2017]

I stedet for et “inklusionsbarn”, står vi med et “økonomisk-problembarn”. Tidligere kunne barnet tilbydes specialplads alene ud fra en vurdering af behov, men i dag er distriktets økonomi blevet en unfair faktor, der bevidst eller ubevidst påvirker visitationen af børn til specialpladser. 

Ved vælgermøde med Danske Handicaporganisationer torsdag 7/9, fortalte en repræsentant for Djurslandsskolen, hvordan børn med store vanskeligheder flyttes fra specialskolen og forsøges inkluderet i specialklasser, mens specialklasse-elever forsøges inkluderet almen folkeskole. Resultaterne er i flere tilfælde, at specialskole-barnet kommer retur med endnu et skolemæssigt nederlag i bagagen. Som om det ikke er slemt nok, kom det frem, at der har været eksempler på børn, der efter mislykkede inklusionsforsøg, har været selvmordstruede og depressive. Økonomi vil altid være en faktor, hvor meget det end smerter i mit socialpædagog-hjerte, men vi kan og skal gøre det bedre end nu. 

SF's løsning er, at der fremover opereres med en central visitationpulje, så pengene til specialpladser fordeles efter behov, i stedet for at være afhængige af, om barnets distrikt har plads i budgettet. De nuværende regler er katastrofale, så man kan sige, at alle bud er gode bud. Fordelene ved en central pulje er mange; Barnet får en fair vurdering at sit behov, skolerne får en mere stabil økonomi, og Norddjurs Kommune kan få et reelt indblik i, hvor stort et behov der er for specialpladser. Det kan forhåbentlig skabe ro om vores enormt dygtige og kompetente specialenheder, så de igen kan lægge langsigtede planer, uden at risikere at tæppet trækkes væk under dem. Lad os få ro på skolernes økonomi, så fokus igen kan ligge 100 procent på kerneopgaven, børnene."

Publiceret: 09. September 2017 08:59

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Adresseavisen Ebeltoft

ANNONCER
Se flere
Adresseavisen Ebeltoft
Seneste
Adresseavisen Ebeltoft
Mest læste
Adresseavisen Ebeltoft
112