Fra v: Sune Thorbjørnsen (guitar), Christian Binow Lassen (guitar) og Mogens ’Kukke’ Qvist Frandsen (bas) udstrålede stor spilleglæde, da Kukke Smart Band lukkede og slukkede årets Syddjurs Award 2017 på effektfuld vis i Rønde Idrætscenter. Foto: Anne Steen
Fra v: Sune Thorbjørnsen (guitar), Christian Binow Lassen (guitar) og Mogens ’Kukke’ Qvist Frandsen (bas) udstrålede stor spilleglæde, da Kukke Smart Band lukkede og slukkede årets Syddjurs Award 2017 på effektfuld vis i Rønde Idrætscenter. Foto: Anne Steen
Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Kukke Smart Band: Still Crazy After All These Years

Syddjurs Award bød også en genforening af gamle, musikalske ungdomsvenner fra 1980’erne

Kukke Smart Band sørgede for en særdeles effektfuld afslutning på torsdagens Syddjurs Award. Forsanger Helle Fribo forlangte simpelthen, at publikum kom op og stå, da bandet slog de første toner an til det gamle Ray Dee Ohh pophit 'Jeg vil la' lyset brænde' skrevet af guitaristerne Michael Bruun og Poul Halberg og med tekst af Elisabeth Gjerluff Nielsen.

Kukke Smart Band var et vaskeægte ungdomsorkester, da bandet spillede sine første sange på Industrivej i Romgård i 1980'erne i det daværende Vonsild Træindustris lokaler. Trommeslager Peter Vonsilds far ejede fabrikken, og han sagde god for, at sønnen og hans musikalske legekammerater kunne spille højt i lokalerne i aftentimerne.

Bassisten Mogens 'Kukke' Qvist Frandsen boede på dette tidspunkt i Marie Magdalene Præstegaard - hans far er tidligere provst Helge Qvist Frandsen.

Efter ungdomstiden blev der stille om orkestret, fordi medlemmerne kom på afstand af hinanden, da uddannelsesvejene skulle betrædes, men fælles glæder og minder fra ungdomsårene er tit stærke nok til at kalde på en genforening. Det skete også for Kukke Smart Band, som for flere år siden fandt sammen igen og begyndte at øve et repertoire op med rod i pop- og funktraditionerne fra 1980'erne.

Langsomt begyndte der også at flyde jobs ind i mailboksen hos orkesterleder Mogens 'Kukke' Qvist Frandsen, og bandet er anno 2017 mere levende og tungere end nogensinde som partyband til firmafester, forsamlingshusballer, julefrokoster mv.

Gensyn med Sune

Sune Thorbjørnsen var den første guitarist i Kukke Smart Band. Et musikalsk omdrejningspunkt som ville noget med musikken. Han boede i de unge år i Pindstrup. Hans mor var lærer på den daværende Pindstrup Skole.

Sune Thorbjørnsen fortsatte siden musikervejen professionelt og var med til at danne Natural Born Hippies som fik stor succes til at starte på med en coverversion af det gamle Kinks-hit Lola, og siden solgte mange skiver hertillands, men primært på den anden side af grænsen.

Sune Thorbjørnsen har også være sideman i forskellige danske bands - bl.a. PS12, Michelle Birkballe og mange flere.

I dag arbejder han som rytmisk koordinator ved MGK, Aarhus Musikskole.

På foranledning af Lokalavisen lykkedes det med stor velvillighed fra både Sune Thorbjørnsens og Kukke Smart Bands side at lave en decideret reunion (genforening) ved Syddjurs Award.

“Vi har ikke set hinanden i femten år, tror jeg det må være, så det har været helt vildt hyggeligt at hilse på Sune igen og få mulighed for at spille med ham efter så mange år, hvor vi har været væk fra hinanden,” sagde Mogens Qvist Frandsen umiddelbart før, at bandet gik på scenen.

Kukke Smart Band lukkede og slukkede med rock'n'roll klassikeren 'Sweet nothing', som vel nærmest er Michelle Birkballes signaturmelodi, og som netop Sune Thorbjørnsen har spillet med hende et væld af gange.

Bandet nød at være i rampelyset på den fede måde og spille publikum ud i natten på den helt store klinge og med en spillelyst, der både bjergtog og kaldte smilene frem.

Publiceret: 16. Marts 2017 05:00
¨

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Adresseavisen Ebeltoft

Annonce
ANNONCER
Se flere
Adresseavisen Ebeltoft
Seneste
Adresseavisen Ebeltoft
Mest læste
Adresseavisen Ebeltoft
112