Nuværende borgmester Ole Bollesen (A) sagde til Lokalavisen forud for KV17, at han er med på at lave ældreboliger i Lindebo i Mørke. Arkivfoto
Nuværende borgmester Ole Bollesen (A) sagde til Lokalavisen forud for KV17, at han er med på at lave ældreboliger i Lindebo i Mørke. Arkivfoto
Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Debat Syddjurs: Genåbning af Lindebo bør give vind i sejlene i Ryomgård

Af Ole Kragelund, Rønde:

“For få år siden blev de 10 plejeboliger på Lindebo i Mørke lukket ned. Men her i februar bliver de påny beboet af ældre Syddjurs-borgere - i det mindste et halvt års tid. Det sker, når en halv snes lejere fra kommunens plejeboliger i Knebel bliver genhuset i Mørke.

Genhusningen skyldes, at plejeboligerne i Knebel nu skal renoveres, efter at de fik alvorlige vandskader ved et skybrud sidste år.

Genåbningen af Lindebo-plejeboligerne vækker uden tvivl glæde i resten af Mørke. Og måske giver planen også vind i sejlene til de folk i Ryomgård, som ønsker at bevare de 20 plejeboliger i Ringparken - indtil kommunens påtænkte nybyggede plejeboliger i Ryomgård står klar til indflytning? Disse er ikke planlagt endnu, blot påtænkt.

I den mellemliggende årrække - fra den planlagte lukning af de 20 plejeboliger på Nordre Ringvej til et muligt nybyggeri mange år senere - vil antallet af almindelige plejeboliger i den tidligere Midtdjurs Kommune være NUL.

Selv håber jeg, at det ny byråd nu vil annullere det tidligere byråds beslutning om at stoppe for henvisninger til ledige plejeboliger i Ringparken fra 1. januar 2018. I stedet kan byrådet nu beslutte at bevare de 20 nuværende plejeboliger, indtil et eventuelt nybyggeri står klar til indflytning. Og man kan samtidig beslutte at gøre Ringparkens plejeboliger endnu mere demensvenlige.

Læs også: KV17: Plejecenter Ringparken væltes ikke lige med det første

Her tænkes især på indretningen af de 20 boligers badeværelser.

Se mere i kommunens stillingsopslag på side 40 i denne uges udgave af Adresseavisen (“Vikarer til Plejeboligerne Lyngparken/Lindebo”).

Og læs mere i det dokument, som kommunen nu har offentliggjort som en del af dagsordenen til byrådsmødet 31. januar. Det er en konsulentrapport fra september 2017, hvori kommunens konsulent bl.a. skriver:

“Lukningen af Ringparken er nu inde i de forberedende tiltag. Fra 1. januar 2018 stopper visitationen til Ringparkens boliger. Beboerne og deres pårørende skal vælge, hvor ...”

Publiceret: 30. Januar 2018 15:07

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Ebeltoft Folketidende