Hun ser uhyggen i det hyggelige

Ondskab og modbydelige drab er ikke lige det, de fleste af os forbinder med at hygge sig. Men for krimiforfatter Julie Hastrup er det lige, hvad det er

Af
Helle Skov Wacher

krimi ”Parcelhusene på villavejen i Birkerød lå badet i morgensolen. Husene var stort set identiske, gule eller hvide mursten, det samme var haverne: nyslået græs omkranset af mørkegrøn buksbom, kun brudt af en enkelt velvoksen rododendron hist og her.”

Sådan lyder indledningen på Julie Hastrups nye bog ’Blodspor’, og det lyder tilforladeligt nok.

"En høj vindeltrappe i et mørkt rum med gamle arkiver og dystre hjørner: Hvad mere kunne jeg ønske mig til min bog,” spørger Julie Hastrup, der siden barndommen har været skræmt af vindeltrapper. Foto: Helle Skov Wacher

Problemet er bare, at rundt om det veldækkede middagsbord sidder mor, far og to sønner fastfrosset i et helt almindeligt hverdagstableau: en familiemiddag med steg på bordet og vin i glassene. Slået ihjel på bestialsk vis, efterladt til maddiker og med stanken af lig, der har spredt sig til hele huset forrådnelse.

Forfatterens bud

Hvordan i alverden får man idéen til, at det skal gå dem så galt?

Forfatteren har selv dette bud:

”Når noget eller nogen, vi kender og stoler på, viser sig at have altoverskyggende mørke og skræmmende sider, er det noget af det allermest uhyggelige, man kan forestille sig. Jeg er et meget sensitivt menneske, som er god til at fornemme stemninger – både hos mennesker og i omgivelser. Derfor er jeg også meget opmærksom, når jeg bevæger mig rundt. Jeg bruger alle mine sanser og er god til at opdage det uhyggelige, som sagtens kan lure i noget, der ellers umiddelbart virker hyggeligt og tilforladeligt,” fortæller Julie Hastrup.

”Selv dagslyset kan ikke skjule uhyggen, og nogle af de allermest skræmmende scener kan sagtens foregå om dagen. Faktisk kan det virke endnu mere overrumplende på læseren, netop fordi man altid forventer nat og tordenvejr som optakt til en uhyggelig scene. Det er noget af det bedste, jeg ved: At finde uhyggen i det hyggelige. Jeg nyder f.eks. at vandre byen rundt i jagten på de rigtige gerningssteder, gemmesteder, smuglytte til samtaler, betragte mennesker – det hele er med til at give mig inspiration til en ny kriminalhistorie.”

Vindeltrapper sætter stemningen

Julie Hastrup bruger flittigt løs af de klassiske skræmmemidler, når hun skriver sine krimier: Døre på klem, øjne, der lurer i mørket, øret fanger en lyd. Hvor kommer denne fascination af uhygge og en god krimi fra?

”Som lille blev jeg ofte passet af min mormor, og da jeg var fire år, så vi gyserfilmen ’Vindeltrappen’ sammen. Jeg skulle bare love, at jeg ikke ville blive bange.”

Det lovede Julie, men kunne selvfølgelig ikke holde det. Og vindeltrappen har lige siden stået for hende som en særdeles skræmmende ting. Så da Julie sidste år besøgte Det kongelige Bibliotek i anden sammenhæng, og så at de havde netop sådan en vindeltrappe i Danske Sal, vidste hun straks, at den skulle skrives ind i ’Blodspor’.

”En høj vindeltrappe i et mørkt rum med gamle arkiver og dystre hjørner: Hvad mere kunne jeg ønske mig til min bog?” ler hun. ”Og som om det ikke er nok, fører vindeltrappen mindst fem etager op, så bliver man ikke skræmt af det dystre og skumle lokale, kan man være sikker på at få højdeskræk på toppen. Også selvom rummet, når det er oplyst, er utrolig smukt og rummer nogle af vores fineste bogskatte.”

Artiklen bringes i samarbejde med Politikens Forlag.

Publiceret 30 September 2018 06:00

SENESTE TV