Derfor er vi bange for edderkopper

Der er ingen rationel grund til, at vi er bange for edderkopper, da kun meget få er farlige. Alligevel frygter mange dem

Af
Kathrine Schmeichel

Bolius – Boligejernes Videncenter

skræk Da en tiårig australsk dreng tidligere i 2017 stak hånden ned i en af sine sko, blev han bidt af edderkop på 2-3 centimeter, som med sine otte ben havde haget sig så fast til drengens finger, at det var svært at få edderkoppen af.

Heldigvis var hans far i nærheden og kunne genkende det lille sortbrune, let lodne dyr som verdens farligste edderkop – Sydney-tragtspinderen. Herefter var der kun én ting at gøre: At skynde sig til det nærmeste hospital for at få modgift, hvilket de nåede i tide, så sønnen ikke døde af sit bid, for edderkoppens gift er så kraftig, at den kan dræbe mennesker på under en time ved at lamme nervesystemet.

Mange er bange

Historien om den australske dreng er én af mange skrækhistorier om edderkopper, man jævnligt støder på i medierne, og som især kan få det til at gibbe i de mennesker, der lider af araknofobi – edderkoppeangst.

Der er ikke entydige tal for, hvor mange der lider af araknofobi, men ifølge DR Nyheder viser et britisk studie, at hver fjerde mand og hver tredje kvinde lider af araknofobi.

Psykologerne Johansen, Kristoffersen og Pedersen, der bl.a. behandler fobier i deres fælles praksis, anslår, at op til hver 2. kvinde og hver 10. mand lider af araknofobi 'i en given udstrækning'.

På hjemmesiden for deres praksis har de følgende bud på, hvorfor folk er bange for edderkopper:

”Personer med araknofobi vil typisk have oplevet fobien første gang tidligt i livet. De fleste har debut omkring 6-7 års alderen. Lidelsen vil som regel aktiveres af en enkeltstående, ubehagelig hændelse eller af en række mindre forhold, som til sidst akkumulerer til en egentlig fobi. Ofte er der en generel genetisk prædisposition for angstlidelser i familien, eller man har haft personer i sine nære omgivelser, der har udvist en stærk frygt for edderkopper, hvilket har påvirket ens egen opfattelse af, hvordan man forholder sig til edderkopperne”.

Edderkopper er ikke særlig farlige, og kommer ikke i nærheden af at være blandt verdens farligste dyr. Foto: Tommy Verting/Bolius

Edderkopper er ikke særlig farlige, og kommer ikke i nærheden af at være blandt verdens farligste dyr. Foto: Tommy Verting/Bolius

Professor, edderkoppeforsker og samlingschef på Statens Naturhistoriske Museum, Nikolaj Scharff, har også bud på, hvorfor edderkopper fremkalder frygt.

"Nogle forskere mener, at frygten for edderkopper er nedarvet og stammer fra vores forfædres liv på den afrikanske savanne, men jeg tror, at det handler mere om kultur end natur. For hverken nu eller før har der været farlige edderkopper i Afrika. Og mit indtryk er, at små børn ikke er bange for edderkopper, før de i børneinstitutionerne lærer, at det skal de være det. Det er i alt fald erfaringen med mine egne børn."

Sådan slipper du for edderkopper

Ud af flere end 45.000 kendte arter af edderkopper, er kun ca. 20-30 farlige for mennesker.

Verdens 10 farligste dyr

1. Myg: Er hvert år skyld i 2-3 millioner dødsfald i Afrika, Asien og Amerika, da de overfører sygdomme som malaria og denguefeber.

2. Giftslanger: Dræber hvert år 50.000-125.000 mennesker.

3. Skorpioner: Er hvert år skyld i 800-2.000 dødsfald.

4. Tigre, løver, geparder og jaguarer: Store kattedyr dræber årligt 800 mennesker.

5. Krokodiller: Dræber årligt 600-800 personer.

6. Elefanter: Dræber 300-500 mennesker om året.

7. Flodheste: Dræber omkring 100-150 mennesker årligt (og kan løbe 50 km/t!)

8. Gopler: Brandmænd/gopler dræber 100 mennesker hvert år. I Danmark er de ikke dødelige.

9. Hajer: Er skyld i omkring 100 dødsfald hvert år.

10. Bjørne: Dræber årligt 5-10 mennesker.

Kilde: Avisen.dk

Publiceret 02 September 2018 09:00

SENESTE TV