Det flydende rum har masser på programmet

The Island er fuld i gang med sommersæsonen, der byder på alt fra krappefangst til ukulelekoncert og strikkekursus

Af
Stine Østergaard

EBELTOFT Kulturhovedstadsåret 2017 affødte flere ting sidste år– og nogle har også fået lov at overleve, selvom vi nu skriver 2018 i kalenderen. Deriblandt The Island, bygget af skibstømrerne på Fregatten Jylland.

Og den lille flydende scene, som kan bruges til meget forskelligt, har folk taget til sig her i Ebeltoft.

"Jeg tror, det dels er fordi, det er et nyt byrum. Det liger på en strækning, hvor der tit går mange forbi og inviterer til at gå ombord. Man kan sætte sig derud bare og være – der er en fantastisk udsigt derfra," siger kulturkonsulent i Syddjurs Kommune Lise Grankvist Larsen.

Badebro og bredt program

Med det fantastiske sommervejr, der ramte os allerede i maj måned, har The Island også fået en helt ny funktion. Der er nemlig mange, der har brugt den som badebro og hopper i vandet derfra.

"Så vi har etableret en badesti. For vi ser på, hvad folk bruger den til, og det tilpasser vi den til," siger Lise Grankvist Larsen.

Ud over badebro, så bliver den flydende trækonstruktion brugt til mange ting. Heriblandt Krabbefangst, teater, musik, mindfullness og andre kunstneriske udfoldelser.

"Det er alle de små ting, der sker, der gør det til en stor ting. Der kommer familiekoncert med Skrallebang, strikkeworkshop, ukulele orkestret 'De Originale Kopier', mindfulnesstimer med instruktør på, Barkentins Teater..." remser Lise Grankvist op og konkluderer, at de prøver så vidt muligt at ramme alle målgrupper.

"Vi er glade for at kunne præsentere så bredt et program, som vi håber både de lokale og sommerens turister vil tage del i," udtaler udvalgsformand Riber Hog Anthonsen i en pressemeddelelse.

Kan bruges til meget

Lige nu er det mest i sommerferien, at The Island har sæson, men forhåbningen er at udvide sæsonen, så for eksempel de lokale foreninger også kan komme til at bruge det nye udendørs rum i foråret og efteråret.

"Det kan også bruges som et fint sted at holde alternative møder, i stedet for at skulle værre spærret inde i et lille rum med fire vægge," foreslår Lise Grankvist Larsen.

Hun kunne også sagtens se The Island gøres endnu mere mobil, end den er i forvejen. Så den kan flyttes rundt i de tætteste havnemiljøer til forskellige arrangementer.

Foreløbigt ligger den smukke, avancerede tømmerflåde, som man måske kan kalde den, til kaj ud for S. A. Jensens Vej ved Fregatten Jylland.

Publiceret 07 July 2018 10:30

SENESTE TV