Seriefodbold:

AC Norddjurs’ unge himmelstormere detroniseret efter to kampe uden sejr

Ubesejrede AC Norddjurs fik bøllebank med 3-2 af Mørke IF og satte derefter point til i 1-1 kamp mod IF Midtdjurs i Serie 4

Af
Martin Schultz

Efter seks kampe med lutter sejre og en imponerende målscore på 27 - 3 gik den ikke længere for AC Norddjurs' unge himmelstormere. Først kom topholdet nemlig onsdag aften i menneskehænder på udebane mod Mørke IF, som klart gik efter at slå gæsternes kombinationsspil i stykker og i en hårdt spillet kamp vandt med 3-2 efter 1-1 ved pausen.

Og søndag eftermiddag skulle AC Norddjurs rejse sig mod IF Midtdjurs på Ryomgård Stadion, men også her gik der grus i maskineriet, og storfavoritterne fra AC Norddjurs måtte rejse hjem til Stenvad med kun et point efter at den målfattige kamp endte 1-1.

Med et nederlag og et uafgjort resultat i de sidste to kampe har de sejrsvante AC Norddjurs-spillere mistet førstepladsen til Mørke IF, som også har 19 point efter 8 kampe.

”Vi havde brug for et wake up call. Det er næsten gået for godt, og vi har skruet forventningerne for højt op. Spillerne har måske haft den fornemmelse, at det ikke kunne gå galt. Lad os få lidt jordforbindelse og kikke lidt ind på os selv,” siger cheftræner i AC Norddjurs Karl Juul efter kampen mod IF Midtdjurs.

AC Norddjurs stillede op uden to profiler, målmanden Rasmus Henriksen og Joachim Harvig, som begge måtte stå over efter mødet med IF Mørkes stålsatte fysik i onsdagens topopgør.

”Vi var storfavoritter mod IF Midtdjurs, men al ære og respekt for hjemmeholdet, som var gode til at få tempoet ned og som forsvarede sig godt og også havde nogle chancer. Vi havde bolden meget, men fik for lidt ud af det. Malthe Engelund havde nogle gode chancer, men IFM-målmanden havde nogle fine redninger. Jeg synes, at 1-1 var et fair resultat,” siger Karl Juul.

IF Midtdjurs kom foran efter godt en halv times spil på et straffespark, som blev dømt mod Job Moll Olsen efter en duelsituation i feltet. Martin Lindberg scorede til 1-0.

”Men vi fik udlignet til 1-1 i sidste minut i 1. halvleg, da Isak Steenfeldt Isaksen brød igennem i højre side og lagde bolden ind til Alexander Boelt Bruun, som fra kanten af det lille felt scorede med et fladt skud i det lange hjørne,” fortæller Karl Juul.

Isak Steenfeldt Isaksen blev valgt til kampens spiller med otte stemmer foran Mathias ”Kober” Koch med fire stemmer.

AC Norddjurs slog sig på Mørke IF

Men før turen gik til Ryomgård til mødet med IF Midtdjurs havde topholdet AC Norddjurs onsdag aften spillet topopgør mod Mørke IF på udebane.

Det var en kamp, som AC Norddjurs' unge talentfulde hold havde set frem til, men kampen blev nøjagtig så svær som man havde ventet.

”Kampen blev spillet på Mørke IF's præmisser. Holdet stod dybt og sparkede lange bolde henover vores forsvar, hvor vi faldt forkert. Og så var Mørke IF et hold man slog sig på. De spillede ufatteligt hårdt, og vi blev slået på fysikken. Vi var vel i snit 10-15 cm mindre og de tilsvarende kilo lettere, og vi ville gerne køre bolden rundt. Men vi blev fra første berøring usikre, og det forplantede sig som kampen skred frem,” siger Karl Juul.

Gæsterne kom ellers foran med 1-0, da Malthe Engelund med et godt indlæg fandt Kasper Schmidt Jørgensen, som headede bolden i mål. Men Mørke IF udlignede efter godt en halv time, da Asker Skytte hamrede en frisparksbold direkte i mål, og samme spiller bragte hjemmeholdet foran med 2-1 efter 35 minutter på et opspil af Simon Toft.

”I 2. halvleg kom Mørke IF kom ud for fuld skrald og fortsatte med fuldstændig samme medicin med lange bolde. Vi forsøgte at spille vores spil, men vi blev smadret. Der blev spillet hårdt, og mine spillere gik med på den galej. Jeg syntes, at dommeren mistede grebet om kampen, og jeg havde gerne set ham bruge nogle flere både gule og røde kort,” siger Karl Juul.

Med et kvarter igen kom Mørke IF foran med 3-1 på et mål af Simon Toft på en ripost efter et skud fra Nicolai Post, men AC Norddjurs fik i slutminutterne en opblomstring og fik reduceret til 3-2 ved Mathias Brøgger.

”Vi satte tryk på og havde håbet at få det ene point, men der var ikke lagt så meget tillægstid til,” siger Karl Juul, som så Mathias ”Kober” Koch blive valgt til kampens spiller på AC Norddjurs' hold.

Pinsemandag kl. 15.00 venter der AC Norddjurs en ny svær opgave, når holdet på udebane skal møde Pindstrup IF.

Tilskuerne tilfredse med underholdningen

Mørke IF's træner Tonni Kristensen var godt tilfreds med, at hjemmeholdet vandt topopgøret med 3-2.

”Opskriften var, at vi skulle gå til den fra start og sidde så tæt på dem, at de ikke kunne få deres kombinationsspil til at flyde, og det lykkedes i de første 45 minutter. Vi startede rigtig godt med en friløber allerede efter 25 sekunder til Asker Skytte, men han skød lige på deres keeper. Vi forsatte med at styre og fik endnu en stor chance ved Simon Toft. Efter 31 minutter fik vi et frispark på kanten af feltet, som Asker Skytte bankede ind til 1-1. Det var fedt, for vi havde brugt træningen inden på frispark. Kun fire minutter senere kom Simon Toft fri igen, og denne gang lagde han den fladt ind til Asker Skytte, som scorede sikkert til 2-1,” fortæller Tonni Kristensen.

 ”Jeg sagde i pausen, at nu blev det ikke pænt, for nu ville de frem på banen. Så vi måtte kæmpe uden det behøvede at være flot, men de skulle mærke os. AC Norddjurs havde overtaget i 2. halvleg uden at være totalt farlige, men vi havde svært ved at styre Isak Steenfeldt Isaksen, som var deres klart bedste mand i kampen.”

”Vi havde hver vores halvleg, men set på chancer var vi bedst, så det var fortjent, at vi vandt. Det var en god topkamp med spænding til det sidste. Der blev gået til stålet, der var masser nærkampe og der blev råbt en del, og de mange tilskuere var tilfredse med underholdningen,” siger Tonni Kristensen, som valgte Morten Rasmussen til kampens spiller.

” Det var en stor kamp af hele holdet og især vores angribere var til evig uro, men jeg valgte igen Morten Rasmussen, som ifølge hans ur løb 10 km, stoppede utrolig meget og satte sig igennem på midten.”

Lørdag vandt Mørke IF med 2-1 på hjemmebane over Kolind-Perstrup IF på to mål af Asker Skytte og ligger nu side om side med AC Norddjurs i toppen af tabellen. Næste kamp er søndag mod Åstrup/Hammelev IF på udebane.

Kampfakta:

Serie 4, Pulje 68

IF Midtdjurs - AC Norddjurs 1 -1 (1 - 1)

Søndag 13. maj kl. 14.00 på Ryomgård Stadion

Målscorere:

  • 1 - 0 Martin Lindberg (29. Min. straf.)
  • 1 - 1 Alexander Boelt Bruun (43. Min.)
  •  Mørke IF - AC Norddjurs 3-2 (2-1)

Onsdag 9. maj kl. 18.15 på Mørke Stadion

 Målscorere:

  • 0 - 1 Kasper Schmidt Jørgensen (13. min.)
  • 1 - 1 Asker Skytte (31. min.)
  • 2 - 1 Asker Skytte (35. min.)
  • 3 - 1 Simon Toft (75. min.)
  • 3 - 2 Mathias Brøgger (86. min.)

Mørke IF's holdopstilling:

  1. Asker William Skytte
  2. Christian Post
  3. Emil Anker
  4. Jonas Malik Djouahra
  5. Jwan Osman
  6. Lau Olsen
  7. Marc Poulsen
  8. Mathias Ulsted
  9. Morten Lykke Rasmussen
  10. Nicolai Post
  11. Payam Moradi
  12. Peter K. Møller
  13. Rasmus Münster
  14. Simon Toft

AC Norddjurs' holdopstilling:

  1. Alexander Boelt Bruun
  2. Isak Steenfeldt Isaksen
  3. Jesper Larsen
  4. Joachim Harvig Jensen
  5. Job Moll Olsen
  6. Kasper Schmidt Jørgensen
  7. Kristian Svane
  8. Malthe Lemming Engelund
  9. Mathias Brøgger
  10. Mathias Koch
  11. Morten Koch Andersen
  12. Rasmus Henriksen
  13. Søren Thode Fogh
  14. Thor Larsen

Publiceret 15 May 2018 12:26

Ebeltoft Folketidende nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Ebeltoft Folketidende
SENESTE TV