Ny Ebeltoft sognepræst:

“Det handler om at få ordene til at passe”

Sognepræst Maria Louise Sønderby Andersen har ikke fortrudt, at hun i slutningen af 2017 flyttede sig selv og familien fra præstegården i den lille landsby Knudby ved Viborg til et stort parcelhus i Ebeltofts digterkvarter

Af
Af Lars Norman Thomsen

“Min ambition som præst er at tale til de mennesker, der lytter til mig på en enkel og forståelig måde. Det handler om at få ordene til at passe og kunne tale ind i den tid, som mennesker kender og lever i til daglig.”

Et slags credo, som er blevet ledetråden for 34-årige Maria Louise Sønderby Andersens virke som sognepræst. Ved indgangen til sidste års julemåned begyndte hun i Ebeltoft-Dråby-Handrup Sogn.

Hun afløste den meget rutinerede Henning Nielsen, der gik på pension tidligere i 2017. Valgt blandt 12 ansøgere, hvoraf fem var inviteret til prøveprædiken.

Ikke fortrudt

Overgangen fra præstegården i den lille landsby Knudby ved Viborg har været nem for den unge sognepræst, hendes mand Michael og søn Magnus på snart fire år.

“Jeg kommer fra en kombinationsstilling, hvor jeg både fungerede som præst ved Vestervang Kirke i Viborg og to små landsbykirker i Tårup og Kvols.”

Her startede hun i 2010 efter et veloverstået teologistudie på Aarhus Universitet på normeret tid og den efterfølgende periode på Pastoralseminariet, som er den danske folkekirkes praktiske præsteuddannelse. Her får teologiske kandidater en praktisk teologisk uddannelse, som forbereder dem til arbejdet som præst i folkekirken.

“Selvfølgelig er det vemodigt at forlade et sogn og en masse mennesker, som man er kommet til at kende godt og holde af, men jeg kunne mærke, at jeg skulle videre til et andet præstejob.”

Ebeltoft kendte hun til i forvejen fra barndommens ferier hos familie i byen.

“Jeg har bestemt heller ikke fortrudt, at jeg og min mand og søn er flyttet hertil. Det har været en meget nem overgang.”

Stor professionalisme

Maria Louise Sønderby Andersen har mærket fra første arbejdsdag, at hun er kommet til et sogn, hvor menighedsrådet kender og accepterer dets rolle fuldt ud.

“Jeg har fra starten mødt en stor imødekommenhed og professionalisme hos menighedsrådet. Det er tydeligvis mennesker, der har stor erfaring og ved, hvordan de mange praktiske og administrative opgaver skal løses.”

Hun kan fuldt og helt bruge krudtet på at være præst.

Den nye sognepræst og hendes familie kunne flytte ind i et stort og nyrenoveret, rødstens-parcelhus i Ebeltofts digterkvarter. Udefra ligner det alt andet end en præstegård i klassisk forstand, men det bekymrer ikke Maria Louise Sønderby Andersen.

“Min mand og jeg har stor lyst til at huset netop skal være en præstebolig, hvor der kan afholdes aktuelle arrangementer. Muligvis også en udendørs gudstjeneste i ny og næ. Jeg ved, at flere af mine yngre præstekolleger foretrækker at adskille arbejds- og privatliv meget tydeligt, men sådan har jeg det ikke. Præstens dør er åben, selvom boligen ligger i et traditionelt dansk parcelhuskvarter.”

En præstestilling er heller ikke et dagligt 8-16 job. Det er en livsstil, understreger hun, der veksler mellem at bruge sit hjemmekontor og være en del af dagligdagen i sognegården.

Opvokset i Grauballe

Maria Louise Sønderby Andersen er vokset op på Silkeborg-egnen i landsbyen Grauballe, som er noget nær verdensberømt på grund af et ældgammelt bysbarn, Grauballe-manden. Det var relativt sent, at hun besluttede sig for at læse teologi, og et præstejob havde hun bestemt ikke i tankerne efter studentertiden på Silkeborg Gymnasium. Psykologi, kunsthistorie og dansk litteratur var også til overvejelse, før hun kastede sig over teologien.

Hun er ikke ud af præstefamilie, og hjemmet var ikke præget af, at søndag formiddag tog man i kirke til højmesse.

“Mens jeg læste, fik jeg job som kirketjener og kordegnvikar ved Aarhus Domkirke, og jeg tror, at det blev afgørende for, at jeg endte med at bruge studiet til at blive præst.”

Erfaringerne fra arbejdet i domkirken, der tit kunne omfatte 15-20 timer pr. uge, forlenede Maria Louise Sønderby Andersen med en erfaring med kirkelivet, som hun har kunnet bruge som præst.

“Jeg lærte først og fremmest en masse praktiske ting, men jeg kom også tæt på forskellige præster, der på hver deres måde har været med til at forme mig. Ikke mindst erfarede jeg, hvordan man får menigheden til at lytte til det, som præsten prædiker, og det modsatte. Selv den mest gennemarbejdede og velskrevne prædiken kan falde på gulvet, hvis man ikke magter at formidle teksten i mundtlig form til tilhørerne.”

Mange begravelser

Maria Louise Sønderby Andersens far, der var arkæolog, døde som 60-årig efter at have været syg i en længere periode. En oplevelse, der naturligvis påvirkede hende og søsteren, som hun er stort set jævnaldrende med, meget og printede sig i hende for altid.

Forløbet og sorgens forskellige faser har hun formået at overføre til sit præstevirke.

“Jeg er kommet til et område, hvor der bor mange ældre mennesker, og derfor er der også mange begravelser og bisættelser. Som præst er det en gave at få lov til at komme meget tæt på de pårørende. Der opstår hurtigt en fortrolighed, et nærvær og et rum for samtale, som er helt speciel og meget givende.”

Menigheden i Ebeltoft-Dråby-Handrup Sogn er tillige særdeles aktive i kirkelivet på mange fronter, har hun for længst bemærket.

“Her kommer der generelt mange i kirke, og der er et aktivt sogneliv med mange arrangementer og højskoledage. Jeg er meget taknemmelig over at være blevet en del af det.”

Kolleger

Kollegialt er hun heller ikke alene.

Hun varetager jobbet i tæt samarbejde med sognepræsterne Heidi Bisgaard og Juma Nellemann Kruse.

Sidstnævnte er ansat i en kombinationsstilling, som indbefatter arbejde i Aalsø-Hoed-Vejlby-Homå Sogn.

Om ikke så længe skal Maria Louise Sønderby Andersen opleve sin første sommerperiode i Ebeltoft, hvor turisterne myldrer til området. Det betyder også sommeropgaver til præsterne i form af strandgudstjenester og aftensang.

Netop de mange forskellige opgaver motiverer den unge sognepræst.

Hun har på kort tid fået fang i sit nye job og trives med det.

Publiceret 21 April 2018 07:15

Ebeltoft Folketidende nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Ebeltoft Folketidende
SENESTE TV