Mindeord:

Evald Møller

Af
Af Søren Ryge Petersen:

I den lange række af TV-programmer, jeg har lavet, er der en håndfuld personer, der hævede sig op og blev uforglemmelige, fordi de gjorde eller sagde noget, der gik lige i hjertet på alle.

Det var f.eks. Lotte Glob i Skotland, der lagde 333 flydende sten ud på en strand og lod tidevandet tage dem. Det var Per i Norge, der kunne få liv i enhver motor. Det var Valborg fra Bjerregrav, der gravede sin have som hundredårig. Og det var Evald Møller fra Tirstrup, der lavede hvidkålssuppe og med én eneste sætning blev danmarksberømt.

Det var flæsket, der var problemet. Han havde lavet en stor portion af sin elskede hvidskålssuppe, kogt på grisetæer og patteflæsk, og vi spiste det sammen, mens kameraet snurrede. En ganske almindelig og hyggelig afslutning på programmet om Evald.

Indtil jeg nåede flæsket i bunden af tallerkenen og lod det ligge. Og Evald fik øje på det og spurgte, om jeg ikke ville ha' mit flæsk. 'Nej tak', sagde jeg, hvorpå Evald efter en kort tænkepause kom med den geniale sætning: 'Så ta'r jeg det'. Og han derefter stille og roligt tog min tallerken, skrabede flæsket over på sin egen, spiste videre og tilføjede 'det er da for godt til katten'.

Derpå sluttede programmet, og det er 18 år siden, men huskes stadig. Nu er Evald død. Skærtorsdag den 29. marts sov han stille ind på plejehjemmet i Ebeltoft, 93 år gammel. Men vi nåede at lave et gensyn med ham i 2016, da han lå i en sygeseng i sit hus ved Tirstrup og stadig kunne fortælle om løst og fast med sin gnæggende stemme, sine gnistrende øjne og sin overvældende trang til at berette alt om sit liv og dagligdag, helt ned til de mindste detaljer. Den slags kan man hurtigt blive træt af at lytte til, men hos Evald var sproget farvet af en konstant undren og nysgerrighed, der ind imellem løftede snakken op til det dybt orginale, det morsomme og det uforglemmelige.

Som da jeg besøgte ham allerførste gang på gården og havde taget wienerbrød med fra bageren. Det var nemlig formiddagskaffetid, og det er min dyrekøbte erfaring, at enlige, ældre mænd på fødegården aldrig har noget ordentlig kage til kaffen. Da jeg spurgte Evald, om han gav kaffe, svarede han, at han havde ingen kaffe. Da jeg derefter undrede mig og spurgte, om han aldrig drak kaffe, kom forklaringen, der med fem sætninger indkredsede et helt liv:

'Det var fordi min far havde en gal mave, og han kunne ikke tåle kaffe. Derfor drak han varmt vand med sukker. Det gjorde min mor også, og vi børn, og det gør jeg stadig.'

Jeg fik en sodevand til wienerbrødet. Evald drak cola, men det varme vand med sukker kom ikke fjernsynet.

Det gjorde hans 80 års fødselsdag heller ikke, desværre, for det var rent guld. Jeg var inviteret sammen med 60 andre i Tirstruphallens cafeteria, og det var en helt almindelig fødselsdag. Indtil der til sidst var en venlig mand, der holdt tale og overrakte Evald en medalje, fordi han havde været en god soldat dengang i Den danske Brigade lige efter krigen.

Øjeblikket var dybt rørende og lige så uforglemmeligt som flæsket fra hvidkålssuppen. For Evald rejste sig op og stod ret, og da han fik medaljen sat på brystet, sagde han tak tre gange med høj røst, mens tårerne strømmede ned af kinderne på ham. At jeg senere fik at vide, at Evald selv havde købt medaljen og havde fået sin gode ven til at overrække den under fødselsdagen, gjorde kun historien endnu bedre.

For sådan var Evald. På den ene side en helt almindelig bondemand fra mellem Tirstrup og Balle, og på den anden side et dybt originalt menneske med sans for livets mange små og vigtige detaljer. Hans liv var ikke fyldt med glæder og oplevelser, men var først og fremmest arbejdet på gården fra morgen til aften, hver dag. Han levede et langt, som regel ensomt liv, men blev ikke en gammel, sur og bitter mand, som man så ofte har set det. Han bevarede sit smil, sin livslange nysgerrighed og sin ukuelige optimisme til det sidste. Det vil jeg huske ham for.

Æret være Evald Møllers minde!

Publiceret 12 April 2018 23:05

SENESTE TV