Konservativ lokalformand:

Det skal være slut med at være støvets parti

Gustav Bielefeldt har klare planer for, hvordan Konservative Syddjurs får langt mere fylde i den lokale, politiske debat og kommer væk fra dødens spor

Af
Af Lars Norman Thomsen

Hvis det står til Gustav Bielefeldt, Pindstrup, formand for Konservative Syddjurs, skal det være slut med, at partiet lokalt kun lader høre fra sig en måned før et kommunalvalg og ellers bruger resten af tiden under et politisk slumretæppe.

Konservative Syddjurs fik et pænt comeback ved Kommunalvalget i november 2017, og det vil den nye lokalformand følge op på med en række konkrete tiltag, der skal synliggøre partiet i alle egne af kommunen.

Sammen med byrådsmedlem Tommy Bøgehøj vil Gustav Bielefeldt hver måned komme ud til et morgenmøde på en skole, i en institution eller virksomhed for at diskutere aktuel lokalpolitik og høre til, hvordan det går.

“Vi skal være interesserede i at høre, hvordan temperaturen er på en skole lige nu eller hvad en virksomhed kæmper med af konkrete problemer og som måske kræver politisk handling,” siger Gustav Bielefeldt.

“Alle partier snakkede højt om borgerinvolvering og vigtigheden af at lytte til borgerne under valgkampen i efteråret sidste år, men helt ærligt så synes jeg allerede nu, at det nye byråd har været forbavsende tavst om netop dette tema,” lyder kritikken fra den konservative lokalformand.

Første Bielefeldt-Bøgehøj morgenmøde bliver på Ryomgård Realskole.

“Som konservative er vi varme fortalere for den offentlige folkeskole, men vi er lige så meget interesseret i, at det går privatskolerne godt,” understreger Gustav Bielefeldt, der selv har en fortid på Ryomgård Realskole i de unge år, men ikke har sat sine ben der siden.

Bestyrelsen skal ud

Lokalformanden har endvidere fået opbakning til i bestyrelsen, at bestyrelsesmøderne tilsvarende flyttes ud i lokalområderne.

?Hvert kvartal kommer vores bestyrelsesmøder til at foregå efter en fast skabelon med et eftermiddagsbesøg på en institution eller virksomhed inden selve bestyrelsesmødet,” forklarer Gustav Bielefeldt.

Forleden var han sammen med flere medlemmer på besøg på virksomheden Ican A/S i Mørke, hvor indehaver Jan Erik Jensen viste rundt og gav en status på virksomhedens situation lige nu.

“Vi har fået en mere ungdommelig bestyrelse, der gerne vil være med til, at vi bliver mere synlige. Konservative Syddjurs børster støver af og vil gerne markere os som et moderne politisk parti. Et sådan lytter til borgerne, der hvor de bor og tager deres problemer alvorligt, men modsat mener vi også, at der politisk skal træffes beslutninger og ikke lurepasses, fordi man bliver bange for konsekvenserne,” siger lokalformanden.

“Lokalt står vi i Syddjurs for en socialkonservativ linje og med en klar grøn profil med plads til et aktivt erhvervsliv.”

Talentlinje

For at sikre fornyelsen i lokalafdelingen har Gustav Bielefeldt sagt til bestyrelsen, at den hvert år skal medvirke til at skaffe fem nye, lokale unge til partiet.

“Jeg vil have, at vi konsekvent arbejder med en U18-politik, så vi på denne måde sikrer fornyelsen, et glidende generationsskifte og får unge mennesker gjort mere interesseret i politik. Så i bestyrelsen bliver det et af vores fikspunkter, ligesom vi allerede nu er i gang med at snakke om, hvordan vi frem til næste kommunalvalg får skabt et tilpas stort valgbudget, så vi kan markedsføre os langt mere og matche store partier som Venstre og Socialdemokratiet,” siger Gustav Bielefeldt.

Publiceret 07 March 2018 10:56

Ebeltoft Folketidende nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Ebeltoft Folketidende
SENESTE TV