Liv og død:

En tåre triller og bliver til to. Tæller til tre

Sangeren og sangskriveren Lise Dres har udgivet en digtsamling, der handler om at være tæt på at miste et barn

Af
Af Lars Norman Thomsen

Du ligger her lyslevende/klukker, smiler og ler/Frygter intet i verden/Dagene bliver langsomt fler'

Jeg skjuler skrækken bag et smil/så livet bliver en leg/Vælger lethed frem for frygt/så jeg kan se dig

Digtet hedder 'Lyslevende' og er med i samlingen 'DET FØRSTE ÅR'. Forfatteren hedder Lise Dres, 33, professionel musiker, tilflytter til et hyggeligt bindingsværkshus i Feldballe sammen med sin mand, Anders Morgenstjerne, der også er musiker. Parret er forældre til Ronja på seks og et halvt og lille Ida på tre.

Det er sidstnævnte som inspirerede Lise Dres, på en tragisk baggrund, til at skrive digtsamlingen.

Ida kom til verden 14. december 2014 klokken 20.14. Ti minutter gammel stoppede den lille nyfødte med at trække vejret. Ida blev lagt i koma i håb om, at hun kunne vende tilbage til livet.

Hen over jul og nytår svævede Ida mellem liv og død. Da Ida var fem måneder fik familien at vide, at hun var født med en sjælden og alvorlig genfejl. Endnu et mentalt knytnævestød i hjertekulen. I dag er Ida en lille pige på tre år. Hun leger, griner og kan gå. Det er mere end lægerne havde turdet håbe på.

“Digtene handler om at være tæt på at miste et barn, og det svære vilkår at få et barn med et handicap. Digtene er skrevet i løbet af DET FØRSTE ÅR,” fortæller Lise Dres.

Tove Ditlevsen

Ida og en af Danmarks store digtere, Tove Ditlevsen, er begge født 14. december. Digtsamlingen udkom på Idas treårs fødselsdag og dagen, hvor Tove Ditlevsen ville være fyldt 100 år. Det var der en særlig forklaring på:

“Mens Ida lå i koma, læste jeg Tove Ditlevsens digte højt for Ida. Da jeg kom til digtet 'Til mit døde barn' (Trykt i tidsskriftet Vild Hvede, 1937) stoppede jeg brat efter anden strofe. Jeg turde ikke læse digtet til ende,” fortælle Lise Dres.

I stedet kastede hun sig over selv at få ord fældet ned på papir - sætte ord på frygten, angsten, voldsomheden, meningsløsheden, men også det smukke og glæden på trods.

“Jeg skrev nok 400 digte på et år, kunne ikke stoppe, det blev mit frirum at skrive,” fortæller Lise Dres.

Hun fik forskellige til at læse med og give feed back. Ligesom hun skar til og fra, og på denne måde opstod 'DET FØRSTE ÅR'.

Et år efter Idas fødsel stødte hun tilfældigt på det nævnte digt af Tove Ditlevsen igen, hvor første strofe lyder:

“Aldrig hørte jeg din spæde stemme,/aldrig smilte dine blege læber til mig,/men de bitte, bitte fødders spark/vil jeg aldrig nogensinde glemme.”

“Denne gang læste jeg digtet til ende. Mine tårer trillede af taknemlighed,” siger Lise Dres, der i dag glæder sig over, at Ida har fået fang i livet.

“Vi ved ikke, hvordan hendes fremtid kommer til at se ud, men hun er i live og er en dejlig, levende pige i dag. På Skejby Sygehus husker lægerne fortsat Ida, det bliver vi mindet om, når vi hvert år besøger Skejby til jul. En overlæge fortalte, at i de 20 år han havde været læge, kunne han huske fem børn der havde været så syge som Ida, og at hun var en af de to der overlevede.”

De tætte bånd til læger og sygeplejersker, som familien fik, da Ida var indlagt efter sin fødsel, gjorde det ekstraordinært for Lise Dres, da hun i december var forbi Skejby for at forære et eksemplar af 'DET FØRSTE ÅR'.

Publiceret 07 February 2018 17:00

Ebeltoft Folketidende nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Ebeltoft Folketidende
SENESTE TV