Mellem Himmel & Jord:

“Det skal nok gå”

Sognepræst Anne Kirstine Langkjer har været i stolen hos Marcel Proust for at stille hans nysgerrighed

- Hvor vil du helst tilbringe en vinterdag?

“Uha, inde da- (det er gigten) med mindre det er med sne og blå himmel, så skal snuden nok lige stikkes udenfor i 5 minutter.”

- Hvilke fejl er du mest overbærende overfor?

“Jeg havde nær skrevet: dumme spørgsmål- men lad os hellere sige: glemsomhed. Jeg er selv med i klubben.”

- Hvilke egenskaber sætter du højst hos andre?

“Jeg ved, det lyder rigtig gammeldags, men jeg har opdaget, at det er flid.”

- Dit bedste www. – link?

“Hvad er det? Øh, jeg kan godt lide at spille Edderkop-kabale på computeren, når hjernen næsten er stået af. Til gengæld læser jeg aldrig ugeblade (undtaget ved damefrisøren, som man siger).”

- Hvad ville du gerne være, hvis ikke du var præst?

“Måske gartner, blomster er vidunderlige, og du ser hurtigt resultater ( det gør du ikke altid som præst).”

- Hvad er en god gerning?

“Hjælpsomhed, vi har jo kun hinanden her på denne klode.”

- Dine yndlingsheltinder fra det virkelige liv?

“Min bedstemor, som boede hos os. Hun var et utroligt tålmodigt og kærligt menneske: hun blev mildere og rarere jo ældre hun blev- og hun blev 93.” 

- Hvis du kun havde én dag tilbage, hvad ville du så gøre?

“Så ville jeg gøre mig parat til at møde Gud. Min mand og mine børn ved godt, jeg elsker dem, så det behøver jeg ikke bruge tid på, men måske en altergang og nogle gode ord fra Bibelen, måske en ven at tale med, men jeg tror nu, at vi dør ”alene”.”

- Hvordan ser din fedeste fridag ud?

“Hvis jeg er dødtræt, så bare i en liggestol i solen- ellers en god lang arbejdsdag i haven.”

- Hvad er det værste du kan forestille dig?

“Krig – det må være forfærdeligt: tænk: konstant angst og frygt og hvad skal du gøre?”

 - Et dominerende træk i din karakter?

“Øh,ja, jo, nej.æh- jeg har nok svært ved at vælge.”

- Hvad sætter du mest pris på hos dine venner?

“At de har humor og evner ind i mellem at være i godt humør.”

- Hvad giver dit liv værdi?

“Arbejde, at møde mennesker, at se smuk natur.”

 - Hvilket talent ville du gerne have?

“Jeg ville gerne kunne spille klaver.”

 - Din drøm om lykken?

“Der er jeg da allerede, og har været længe. Det har noget med taknemmelighed at gøre.”

- Hvad ville være den største ulykke for dig?

“At miste et barn - jeg tror virkelig, det er den største sorg. Du føler dig jo i den grad ansvarlig for dem, du har sat i verden, at de får et godt liv.”

- Hvad overvejer du for tiden?

“Jeg tænker meget på døden. I gamle dage syntes jeg altid jeg skulle forsvare Gud, når der skete noget forfærdeligt –  jeg kan stadig ikke finde ud af det, men jeg har opdaget, at han er der alligevel - heldigvis.”

- Hvad er din største bedrift?

“Ind i mellem sjusker jeg med mit liv, men når det for alvor har været vigtigt, så synes jeg, at jeg har taget de rigtige valg.”

- Hvad vil du gerne huskes for?

“At jeg en gang i mellem kunne fortælle om Gud, så folk kunne forstå det- og bruge det.”

 - Har du et motto?

“Ja: ”Det skal nok gå.”

Publiceret 02 February 2018 11:50

Ebeltoft Folketidende nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Ebeltoft Folketidende
SENESTE TV